Den unge sanger Kevin Andreasen - bedre kendt som Bro - er udvalgt af publikum til at spille på Grøn.

København. Sidste år stod han blandt publikum og kunne se store danske navne som Nik & Jay, Suspekt og Mads Langer fyre op under Grøn, der tidligere gik under navnet Grøn Koncert.

Dengang vidste de færreste, hvem han var.

Men i år skal 21-årige Kevin Andreasen selv optræde, når den unge sanger under kunstnernavnet Bro sammen med to andre publikumsudvalgte musikere går på scenen på den populære turné.

- Det er et kæmpe cadeau. Det bliver jo ikke meget større, det er jo sammen med Christopher og Rasmus Seebach blandt andet. Det er helt sindssygt, siger Bro, der blandt andet har hittet med sangen "Hvor er du Bro?", der er blevet afspillet mere end 10 millioner gange på Spotify.

- I starten troede jeg, det kun var i Valby, jeg skulle spille, men da jeg så fandt ud af, at det er hele turnéen og 150.000 mennesker, jeg skal optræde for i alt, var jeg bare sådan "shit". Men jeg tager det i stiv arm, og jeg glæder mig helt vildt meget, siger Bro.

Publikum har stemt mellem i alt ni nominerede kunstnere. Tre får æren af at komme med på turnéen under sloganet "Fra grøn til Grøn". At han er en af de udvalgte kan Bro næsten ikke begribe.

- Det er jo kun et år siden, min første single udkom, og her står jeg så nu. Det er ret vildt, siger han.

Også den 29-årige trap-artist Skinz og sangeren Jeppe Loftager er udvalgt af publikum til at optræde på turnéen, der starter den 20. juli i Valby.

/ritzau/FOKUS