Den kendte stand up-komiker, Uffe Holm, er ikke alene hurtig i replikken, når han hver morgen har gang i talegaverne på morgenprogrammet 'Morgenfabrikken på The Voice'.
Han er også hurtigt til at støtte unge mennesker, når de får en skæg og utraditionel ide.
Derfor gik der ikke mange sekunder, efter at han i B.T. havde læst, om den unge kunstner Nils Thylander Pedersen, der - formentlig som den første i verden - vil sælge sin overarm til reklamer, at Uffe Holm besluttede sig for at bestille reklameplads på den unge århusianers overarm.
- Vi har besluttet os at give 12.000 kr. for at blive de første, som får tatoveret en reklame for vores radio ind i Nils' overarm, siger Uffe Holm.
- Nils forlangte først 15.000 kr., men jeg fik ham forhandlet lidt ned, og torsdagen morgen er det så meningen, at han skal møde op i vores radiostudie i Magstræde i København. Her skal vi have en snak omkring hans ide, og her vil så 'Tatoo-Mini' komme og tatovere vores reklame ind. Der skal stå 'Morgenfabrikken. The Voice', siger Uffe Holm, som har 800.000 lyttere til sit morgenprogram hver uge.
- På en måde virker det jo lidt tåbeligt, at Nils vil sælge sine overarm til reklamer. På den anden side er han en frisk fyr, og hvis han gerne vil tjene lidt penge på den måde, så er vi helt med på den, siger Uffe Holm .























