Det er måske ikke lige sådan, man normalt forestiller sig, at stjernen i et irsk boyband skal se ud. Men ikke destå mindre er Mike Tyson helt vild efter at komme med i Westlife, skriver The Sun.
Tysons gode ven, den irske bokser Joe Egan, har formidlet kontakten til bandet, og han siger, at Tyson slet ikke kan vente med at få svar.
- Han elsker deres musik og vil gerne være en del af den, siger Egan.
Om Tysons musikalske evner forsøger Egan sig med et lettere diplomatisk svar.
- Han er ingen Pavarotti eller Domingo - men det er medlemmerne af Westlife jo heller ikke, siger han.
Westlife er fans
Tyson selv erkender også et ikke helt imponerende sangtalent, men han regner med, at en computer kan ændre lidt på lyden, så han kan blive den nye Brian McFadden (irsk sanger der forlod bandet for at skabe sig en solokarriere red.).
Selvom det lyder lidt langt ude, så har Westlife på ingen måde afvist at indspille noget musik med den 39-årige eks-bokser.
- Det lyder meget interessant. Drengene er alle fans af Tyson, siger en talsmand for Westlife til The Sun.
Så hvem ved, måske ser vi snart Mike Tyson danse rundt på en scene og synge flødebollemusik, der smelter pigehjerter. Hvis man da kan forestille sig det.



