Da han stod med Robert-prisen i hånden, får tv-stjernen Carsten Bjørnlund pludselig brug for at få luft for en episode, der fandt sted for næsten 30 år siden.

I begyndelsen af februar fik han prisen for årets mandlige tv-hovedrolle for sin medvirken i 'Arvingerne'. Og som han stod der på podiet og holdt sin takketale, følte han, at det var tid til at tage hævn over den matematiklærer, hvis ord har fulgt Carsten Bjørnlund, siden han var 12 år.

»Jeg skal takke min lille, perfide matematiklærer, der sendte mig ud i livet med ordene 'du bliver aldrig til noget'. Den her, den er til dig,« sagde Carsten Bjørnlund til publikum.

Læs også:

Det var ikke planlagt, skriver fagbladet Folkeskolen.

Episoden med matematiklæreren fandt sted, da Carsten Bjørnlund var 12 år gammel. Dagen efter skulle han skifte skole. Og selvom skuespilleren i dag er 41 år, har matematiklærerens forudsigelser om, at han ikke ville blive til noget, brændt sig fast.

Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Jeg husker det soleklart. Vi står ude på gangen, på sådan et rædselsfuldt syntetisk gulvtæppe. Da jeg siger farvel til ham, siger han det; 'dine forældre kan flytte dig rundt, ligeså tosset som de vil - du bliver aldrig til noget',« fortæller Carsten Bjørnlund til Folkeskolen.

Læs også:

Han mødte lærerens ord med stilhed. Indtil han stod med sin Robert i hånden 29 år efter.

»Det kunne ligeså godt være, at jeg var blevet knækket af det, men jeg har brugt det som trods og tænkt, at jeg skal vise ham, den lille nar, at han tager fejl,« siger Carsten Bjørnlund.