Vi har aldrig set dem gabe eller have en dårlig hårdag. For de fleste er tv-værter indbegrebet af overskud, når de hver aften kommer ind i vores stuer med deres hvide tænder og oplagte spørgsmål.
Men for flere af frontfigurene er det gået galt. Det er nemlig en faggruppe, som er blevet så hårdt ramt af stress, at mange af de kendte ansigter har været tvunget til at holde månedlange pauser væk fra de rullende kameraer.
I dag fortæller Puk Elgård, hvordan stress var skyld i, at hun to gange endte på hospitalet, lammet i venstre side og med vejrtrækningsproblemer.
Stressrådgiver Kåre Thomsen fra Praktikon Stressklinik peger på, at studieværter har et job, hvor de konstant er i fareberedskab.
Intensivafdeling
- Det ræs, der er, når man arbejder som studievært, minder om, hvordan man arbejder som læge på en intensivafdeling.
Man skal handle hurtigt og være parat hele tiden.
Biologisk er kroppen i konstant fareberedskab. Der kan hele tiden laves fejl, og tv-værterne er bange for at begå en fejl, fordi de bliver set af så mange.
Det gør dem ekstra sårbare, siger han og understreger, at det kan gå hårdt ud over menneskers selvværd, når de hele tiden bliver bedømt af andre.
Som studievært er man nemlig aldrig gemt væk. Selv når man holder fri, skal man stadig stå inde for sin arbejdsindsats, hvilket kan give ekstra stress.
Det mener Anette Kokholm, som er øverste chef for Kanal4 og samtidig uddannet coach:
- Som tv-vært kan man ikke gå til middagsselskab eller hente børnene fra børnefødselsdag, uden at mindst halvdelen har set dét, man har lavet på arbejde.
Alle har en mening
- De fleste mennesker kan godt sidde på kontoret og have en dårlig dag, og så er det kun de nærmeste kolleger, der ved det. Her ved alle det, og de har en mening om det. Og de kommer med den. Det kan man være 100 pct. sikker på, siger Anette Kokholm, som også selv arbejder som vært.
- Man er aldrig bedre end sin seneste udsendelse. Man skal blive ved med at være på toppen. Lade være med at tage på. Lade være med at få en bums. Lade være med at have en dårlig hårdag.
Man er presset af at være på toppen. Der er ikke noget at sige til, hvis folk bliver stressede af det, siger Anette Kokholm.
Kanal4’s chef mener ikke, at ret mange værter ringer til hinanden for at søge kollegial støtte, når hverdagen er ved at blive for meget.
- Man får måske ikke det næste job, hvis man laver et rygte om sig selv som én, der er ved at falde ned af stolen. Mange studieværter er jo hyret på korte kontrakter, siger hun.
Ole Thisted
I en alder af 57 år måtte TV-avisens Ole Thisted sige op og lægge værtsrollen bag sig.
- Jeg blev mere og mere stresset af mindre og mindre, og det sled mere og mere på mit helbred. Der gik længere og længere tid med at slappe af og komme ud af stresset, når jeg kom hjem fra arbejde. Til sidst kunne jeg ikke engang slappe ordenligt af, når jeg havde ferie, sagde han til B.T.
Henrik Dahl
Stress var skyld i, at den ellers så muntre tv-vært Henrik Dahl måtte holde tre måneders pause fra skærmen, da han var vært på DRs Rabatten.
- Jeg kunne simpelthen ikke slæbe mig på arbejde. Jeg var klar over, den var gal og bad om orlov den dag, jeg ikke kunne overskue at hente min datter i børnehave på grund af larmen, fortalte han B.T.
Synnøve Søe
Da Synnøve Søe lavede sit eget talkshow, blev hun så hårdt ramt af stress, at det fik betydning for hendes graviditet. Da hun var fire måneder henne, fik hun pludselig smerter i underlivet. På Rigshospitalet fik hun konstanteret, at det var blødning i moderkagen fremprovokeret af stress.
- Jeg har fået den besked, at jeg skal slappe helt af. De siger, at der ikke er nogen risiko nu, men hvis jeg ikke tager det roligt, kan der opstå en risiko for, at jeg taber barnet, sagde hun dengang til B.T.
Foto: Erik Refner
Michael Meyerheim
Stress og søvnløshed gjorde, at Michael Meyerheim bad om en måneds orlov, da han stadig var vært på 'Go’ Morgen Danmark'.
- Jeg havde svært ved at få sovet ordentligt igennem, når jeg vidste, jeg skulle på arbejde. Jeg kunne vågne midt om natten og have svært ved at falde i søvn igen. Og når jeg havde fri, kunne jeg alligevel ikke slippe arbejdet helt, fordi man er nødt til at følge med i, hvad der sker.
Der var nætter, hvor jeg spekulerede på, om jeg kunne holde til det, sagde Michael Meyerheim til B.T.
Barbara Gram
DR2-værten Barara Gram måtte i fem måneder holde pause fra skærmen på grund af stress. En sygdom, som hun aldrig havde troet skulle ramme hende. Der gik også noget tid, inden hun indså, hvorfor hun vågnede midt om natten med sved på panden og angst for at gå på arbejde den næste dag. Men det var stress, og hun skulle derfor sygemeldes. Det var en svær tid at komme igennem.
- Det var svært for mig at stå op om morgenen. Min mand bragte avis og kaffe og lod mig ligge, til jeg langt om længe henad 11 fik slæbt mig op. Det var de underligste ting, jeg ikke orkede, skriver Barbara Gram i bogen 'Stress – når kroppen siger fra'.
Isabella Miehe-Renard
Hun måtte sygemelde sig i et halvt år fra DR2’s bogprogram 'Bestseller' på grund af stress, som udviklede sig til en depression. Selv siger Isabella Miehe-Renard, at hun endte i 'kvindefælden,' da hun mødte sin daværende kæreste Thomas Mørk og dermed blev papmor til to børn.
- Pludselig kunne jeg ikke få det til at gå op. Jeg blev mere og mere stresset over at være på arbejde og syntes, jeg burde være mere derhjemme og vise ham og børnene, at jeg mente det alvorligt. Når jeg var derhjemme, havde jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke passede min bogliste nok. Så brasede det hele sammen i julen, har hun sagt til B.T.
Anna Thranæs Didriksen
På sin datters to års fødselsdag måtte TV2-værten Anna Thranæs Didriksen indse, at hun ikke kunne mere. Alting var uoverskueligt, og hun endte med at køre til lægen, som anbefalede en sygemelding. Stortudende ringede hun og meldte sig syg til TV2.
- Jeg mødte stor forståelse for min situation. Men jeg følte mig som en hypokonder og var sårbar. Det var svært at være sygemeldt på grund af stress. Jeg kunne ikke fremvise et brækket ben, men blot sige, at jeg ikke magtede mere. Det var svært ikke at kunne klare et arbejde og to børn, når enlige mødre med fire børn er i stand til det, sagde hun til B.T.





























