Modsatrettede opfattelser af, hvad TV-serien »1864« skulle være, førte til, at tre erfarne manuskriptforfattere blev fyret fra den udskældte TV-serie efter uenigheder med Ole Bornedal. Det kan være den dybere årsag til, at seriens handling er kommet så langsomt i gang, mener eksperter, mens producenten Miso Film, DR og Ole Bornedal selv forsvarer processen.
Anmelderne har været hårde ved DRs storserie til 173 millioner kroner, og flere har blandt andet hæftet sig ved det, de beskriver som det alt for langsomme tempo i seriens første halvdel, hvor fokus snarere er på Monrad, Didrich, kvæg og sigøjnere med tandpine end på soldater på slagmarken.
Den »1864«, som i disse uger glider over skærmen, kunne imidlertid have set anderledes ud, erfarer Berlingske. I lighed med den succesfulde produktionsformel, som DR har finpudset med stor succes over 15 år i serier som »Forbrydelsen« og »Borgen«, var der nemlig oprindeligt tre erfarne manuskriptforfattere ansat. Alle tre forfattere blev imidlertid fyret fra serien efter uenighed med seriens instruktør, og i dag siger TV-eksperter til Berlingske, at serien kunne have set meget anderledes ud, såfremt de havde fået lov til at fortsætte deres arbejde på serien.
Ligesom i de succesfulde amerikanske TV-serier er det tanken med denne formel, at det er hovedforfatteren, der udstikker den væsentligste fortælling, de såkaldte »lange plotbuer«, mens forskellige episodeforfattere i samarbejde med hovedforfatteren skriver de enkelte afsnit inden for rammerne af det overordnede plot og hovedideen. Der er tillige ofte også særskilte episodeinstruktører, som tilsammen sikrer, at hovedinstruktørens vision føres ud i livet.
Dette blev dog ikke tilfældet med »1864«.
Efter at Ole Bornedal havde færdiggjort et såkaldt »treatment«, som er et sceneinddelt manus uden replikker, fik Miso Film tilknyttet tre af DRs erfarne manuskriptforfattere, nemlig Jannik Tai Mosholt (»Borgen«), Anders Frithiof August (»Arvingerne« og »Lærkevej«) og Jeppe Gjervig Gram (»Borgen«, »Sommer«), der skulle skrive de enkelte afsnits dialoger og scener under Bornedals supervision.
Efter to måneders arbejde stod det dog klart, at de tre forfattere havde en opfattelse af den kommende storserie, som ikke kunne forenes med Ole Bornedals.
Uenigheden om indholdet opstod i foråret 2011, efter at Ole Bornedal, der på dette tidspunkt var i Canada for at arbejde på gyserfilmen »The Possession«, modtog de første udkast på forfatternes afsnit af »1864«.
»Han indså, at han ville komme til at sidde og skrive det hele om, så det kunne blive, som han havde forestillet sig. Da var hans tilgang, at så var det bedre, at han selv skrev det hele fra starten. Dermed erkendte vi, at vi ikke ville kunne få det samarbejde til at fungere. Der var ganske enkelt for divergerende opfattelser af, hvordan det skulle skrives,« siger seriens producent Peter Bose fra Miso Film.
Ifølge producenten havde de tre forfattere »en mere TV-serieagtig« tilgang til, hvordan serien skulle være, mens Ole Bornedal allerede fra første færd havde set »1864« som »en episk rejse«.
»I de tidligere danske TV-serier som »Borgen« eller »Forbrydelsen« er der en opbygning, hvor der er en payoff i hvert afsnit - det er mere »hårdtpumpet«. Vi har fået kritik af anmelderne for, at det er gået for langsomt i starten. Men det har været Oles tanke, at når man skal bruge de her karakterer i serien, så er man nødt til at vide, hvor de kommer fra. Det skulle være en lang bue - en stor fortælling,« siger Peter Bose.
Ifølge chefredaktøren for filmmagasinet Ekko, Claus Christensen, kan det være en af årsagerne til at tempoet er blevet så langsomt i de første afsnit, at det har skuffet anmelderne.
»Der har taget for langt tid at nå frem til snapsene. Det er længe siden, at Bornedal har lavet TV-serier, og det ser ud som om, han er gået ind i projektet med spillefilmens logik snarere end TV-seriens. Ved en biograffilm køber folk en billet, og så bliver de som regel siddende, indtil den er færdig. Derfor kan man tillade sig at have en langsom opbygning. Det er noget andet med TV-serier, hvor distraktionerne er mange flere, og hvor det er nemmere bare at hoppe videre til noget andet. Bornedal har bygget serien op som en spillefilm i otte afsnit. Derfor går der rum tid, før der begynder at ske noget afgørende. På de fleste moderne serier ville man gøre det således, så hvert afsnit har sin egen spændingskurve, samtidig med at den indgår i seriens overordnede handlingsbue.
Spørgsmål: Ville episodeforfattere have kunnet strammet de enkelte afsnit op?
»Ja, for de har en større erfaring med de præmisser, TV-serier skal operere under i dag. Men det burde ikke komme som en overraskelse, at serien er blevet, som den er blevet, når man vælger Bornedal til instruktør og manuskriptforfatter. Bornedal er en visuel instruktør, der bruger store armbevægelser, men nuancerede dialoger er eksempelvis ikke hans stærke side. Retfærdigvis kan man dog ikke fælde den endelige dom over serien, før man har set det sidste afsnit,« siger Claus Christensen.
Beslutningen om at lade Ole Bornedal instruere og skrive hele manuskriptet blev taget i tæt samarbejde med DRs dramachef, Piv Bernth, der i dag står fuldt ud bag processen.
»De var ikke enige om, hvordan historien skulle udvikle sig, og så er det hovedforfatteren, der bestemmer. Da er det ikke usædvanligt, at episodeforfatterne trækker sig, når der er kunstneriske uoverensstemmelser. For når man skaber et forfatterrum, er det af afgørende betydning, at man er enige om den kunstneriske vision. Det handler ikke kun om talent, men også, om man svinger sammen. Og man kan ikke tvinge folk, der er uenige, i at arbejde sammen,« siger Piv Bernth.
Hun sammenligner processen med »1864« med den tilsvarende, der gik forud for TV-serien »Arvingerne«, hvor flere forfatterkonstellationer blev afprøvet, før det endelige team blev fundet, og med »Nikolaj og Julie«, hvor otte forskellige forfattere blev afprøvet. Hun mener ikke, at det var en fejltagelse at lade en spillefilmsinstruktør skrive hele TV-serien, og at en del af kritikken kommer fra dem, der forventede en krigsfilm.
»Det har aldrig været meningen, at »1864« skulle være en krigsfilm. Det her er en historie om et land og to drenge og deres liv, og det er dette land og disse drenges tab af uskyld, der har et naturligt forløb, og som, jeg synes, er rigtigt disponeret. Der kommer krig i næste afsnit, men hvis der havde været krig i alle afsnit, så havde det jo bare været det samme hele tiden. Man kan sige, at hvis folk havde forventet en krigsfilm, så er det klart, at de måske synes, at der ikke rigtig sker noget. Men jeg synes, den personlige udvikling i karaktererne er smukt beskrevet. Jeg er ikke enig i kritikken,« siger Piv Bernth.
De tre manuskriptforfattere har ikke selv ønsket at kommentere forløbet omkring deres ansættelse på og afsked med »1864«, og er i dag ansat som forfattere på Per Flys kommende DR-serie »Bedraget«, der handler om banksvindel, og som har premiere i 2016.
Cand.mag. i filmvidenskab Anders Halskov, der har skrevet bogen »Fjernsyn for viderekomne«, kan godt følge kritikken af den »træge plotafvikling«, men han påpeger, at tanken om instruktøren som eneansvarlig for manuskriptet også kan anskues som et interessant eksperiment med den skabelon for TV-dramatik, der har vundet hævd i Danmark.
»Serien opererer med en meget lang optakt, og det ligner næsten en bevidst tanke fra Ole Bornedals side at trække tiden ud og at holde seeren hen,« siger Andreas Halsskov, der påpeger, at Bornedals stil altid har været præget af kunstighed, patos og verfremdung - samt »en undertiden drilsk langmodighed«.
»Man kunne naturligvis have ændret på dette ved at trække på hele dramamaskineriet, men uagtet, hvad man måtte mene om »1864«, så er der også noget forfriskende over dens insisteren på ikke at ville efterleve tidens velsmurte dramaprincipper. Jeg tror sagtens, at man kunne have gjort »1864« til en mere fængslende og dramatisk serie i traditionel forstand, men når man hyrer Ole Bornedal til at skabe serien, så må man også rimeligvis forvente en bornedalsk vision. Seriens plotafvikling er måske ikke så frisk, men det er forfriskende, at man giver en vis grad af frihed til hovedforfatteren eller -skaberen. Der er utallige eksempler på serier, som havde været bedre eller mere konsistente, hvis TV-selskabet ikke havde insisteret på at få konsulenter og manuskriptdoktorer ind over,« siger Andreas Halskov.
Ole Bornedal, der for to uger siden sagde til BT, at han ikke længere agtede at svare på kritikken af »1864«, bryder nu sin tavshed og skriver i en e-mail til Berlingske, at de tre forfattere er virkeligt dygtige på TV-serier, men at »1864« er anderledes end »Borgen« og »Forbrydelsen«.
»Det bør være synligt for enhver. Også at den SKAL være anderledes. Vi kan ikke starte lige direkte ind i krigen, ligesom »Titanic« heller ikke kan ramme isbjerget i episode et eller to - hvis nu vi lavede DEN serie. Serien her er episk, og historien er tæt, konsistent, dramatisk og med en dialog og et plot, der ikke kan være anderledes. Det er ikke et stykke kunsthåndværk efter en formel, som TV-serier ofte skabes over. Det er jo ikke en gymnastikdisciplin«, som man skal være »i form til«. Det er en fortælling, der er, som den fortælling skal være, og derfor er »1864« - »1864«. Og alt andet havde i mine øjne været en fejl. Jeg har altid skrevet mine film selv. Film, som har vundet bred anerkendelse over det meste af verden, og hvis man ellers satte sig ned og så filmen, i stedet for den »film«, der kører omkring »1864«, og som din artikel er en del af - og som mange kloge hoveder meget gerne vil spille en rolle i - så ville man få oplevelsen af filmkunst til TV og ikke blot det, TV-skabeloner skal kunne,« lyder det fra Ole Bornedal.
Femte afsnit af »1864« bliver sendt på søndag klokken 20.
