Nyhederne to dage efter den ufattelige tragedie. TV 2s erfarne korrespondent i USA, Poul Erik Skammelsen, fortæller live om de mennesker, han netop har set på gaden i New York. Om den smerte og magtesløshed, han har set i deres øjne. Man har aldrig set Poul Erik Skammelsen sådan før.
Så tydeligt berørt. Stemmen knækker over, tårerne begynder at strømme. Det stilles tilbage til studiet i Odense Aldrig før har man set journalister, korrespondenter og studieværter så berørte som efter terrorangrebet på World Trade Center i New York.Angrebet var kun få minutter gammelt, da ekstraudsendelserne begyndte at løbe over skærmen hos TV-stationer verden over.
På såvel amerikanske TV-stationer som danske DR og TV 2 kunne man se garvede TV-reportere forsøge at følge med i den ufattelige og tilsyneladende uophørlige tragedie, som udfoldede sig for øjnene af dem - live. Høre vantroen i deres stemmer vokse i takt med katastrofernes galoperende vanvid.
På DR var den garvede udenrigskorrespondent, Jens Nauntofte, netop slået ind på CNN, da han blev ringet op med besked om, at han skulle være klar til at gå i studiet få minutter senere.
»På det tidspunkt var det endnu kun det ene tårn af World Trade Center, som var blevet ramt, og ingen vidste hvorfor. Så da jeg gik i studiet sammen med Reimer Bo, troede jeg umiddelbart, at vi skulle ind og lave en fem minutters ekstraudsendelse.
Vi sendte uafbrudt i otte en halv time,« fortæller Jens Nauntofte. I studiet får han løbende seneste nyt gennem øresneglen. Et fly har ramt World Trade Centers andet tårn. Pentagon er blevet angrebet. Justitsministeriet er blevet evakueret. Et fjerde fly er styrtet til jorden.
»Katastrofen breder sig og får et omfang, hvor man tænker, at det her er grænseløst. Undergangsagtigt. Hos os giver det et fuldstændig uvirkeligt indtryk af, at det her ikke sker i den virkelige verden. At det nærmest er som et spil,« fortæller Jens Nauntofte.
I studiet iagttager og beskriver han med nøgtern og kølig professionalisme udviklingen. Fagmandens tilgang til de ufattelige dødsscener, der udspiller sig for en hel verden.
»En af de tanker, jeg fik i studiet, var, at det her var så overvirkeligt. En apokalyptisk, fuldstændig absurd overvirkelig virtuel aktion, rettet ind mod det højteknologiske ikon World Trade Center i industristaten USA og ind i magtcentret Pentagon.
Da jeg kom ud af studiet, sad jeg bare og så på billederne af dette ragnarok, som bare blev større og større,« siger Jens Nauntofte.
Hverken i Vietnam, Mellemøsten eller på Balkan har han nogensinde oplevet noget, der var værre end tirsdagens terrorangreb på USA. Men det var først, da han kom hjem sent om aftenen, at det for alvor gik op for ham, hvor »totalt mærkelig« situationen var.
»Jeg sad i timevis og bare så på de der fuldstændig grusomme billeder uden at sige noget. Timer, hvor jeg bare kunne kigge og kigge, mens jeg tændte nogle cerutter og drak en kop kaffe.
Når du ser store skyskrabere - nogle af de største i verden - falde sammen som korthuse, så er det mere uhyggeligt end nogen krigsskueplads. Så er det begyndelsen på en tragedie, som vi ikke kender afslutningen på,« konstaterer Nauntofte.
På TV 2 i Odense bliver journalisten Niels Brinch sammen med kollegaen Caroline Boserup sendt i studiet. Brinch når lige akkurat at få jakke, slips og øresnegl på, inden han kl. 15.08 går på.
»Som journalist er du trænet i at omsætte chok til handling. Det er os, som skal formidle de grusomme kendsgerninger, og det gælder for alt i verden om ikke at lade sig gribe af den panik, som man så let kan blive grebet af. Det gælder om at holde hovedet koldt og sig selv i baggrunden. Seerne skal have mulighed for selv at tænke, føle og mene,« siger Niels Brinch.
Han formidler de faktuelle oplysninger i takt med, at de kommer ind - hvor ufattelige og uvirkelige de end forekommer.
»Det værste var, da vi på de direkte billeder ser bygningerne styrte sammen. Vi vidste, at der var masser af politi og redningsmandskab derinde. Det var meget hårdt, og da var filmen ved at knække. Jeg husker, at vi blev meget stille i studiet,« fortæller Niels Brinch.
Ifølge Brinch er det først i dagene efter 11. september 2001, at tragediens omfang for alvor begynder at bundfælde sig.
»I de første 24 timer er det bare tal. Men når man så begynder at få enkeltpersonernes historie - de enkelte skæbner - så begynder det virkelig at gå op for os, hvad der er sket,« mener Niels Brinch.
For TV 2s studievært Caroline Boserup blev tirsdagens ekstraudsendelser hendes ilddåb. Hun har aldrig prøvet noget lignende.
»I sådan en situation finder man uanede kræfter. Det her skal vi bare dække. Derfor er der ingen risiko for, at klappen går ned,« siger Caroline Boserup.
Sammen med Brinch følger hun situationen, så godt hun kan og fortæller seerne, hvad hun ved. »Katastroferne sker, samtidig med at vi sidder og kommenterer dem. Det er fuldstændig ubegribeligt og rystende. Tingene går så stærkt, at vi ikke er helt klar over, hvad der sker.
Og det griber om sig. Da jeg i min øresnegl får at vide, at Pentagon også er ramt, tænker jeg, at det her sker simpelthen ikke. Det var jo en ekstrem surrealistisk situation, som overgår selv den vildeste fantasi. Ikke en eneste Hollywood-skribent havde kunnet udtænke det scenario,« fortæller Caroline Boserup.
