Peter Jacksons længe ventede filmatisering af J. R. R. Tolkiens Hobbitten bliver ikke bare to men tre film, som udkommer over de næste par år. Filmanmelder er overrasket, men har tiltro til instruktøren

Tolkiens fortælling om hobbitten Bilbo Baggins og hans eventyrlige rejse, som foregår 60 år før handlingen i Ringenes Herre-trilogien, er ifølge filminstruktøren Peter Jackson så omfattende og rig på detaljer, at den fortjener tre film.

Og det får den nu, efter at filmselskaberne New Line, MGM og Warner Bros. har vendt tommelfingeren opad.

- Jeg er så glad for, at New Line, MGM og Warner Bros. er lige så begejstrede som jeg for at give fansene dette ekspansive eventyr over tre film, siger Peter Jackson i en udtalelse.

Efter at have arbejdet for at filmatisere Hobbitten siden 1995 har han netop afsluttet optagelserne til trilogien i New Zealand.

Hvor Ringenes Herre var et trebindsværk, er Hobbitten en forholdsvis lille bog, og selv om Tolkien har sørget for uendeligt meget materiale, har flere filmkritikere påpeget, at to film i forvejen var meget. Spekulationerne går derfor på, om Jackson vil inddrage dele af handlingen fra bogen »Silmarillion«, som udkom i 1977 efter Tolkiens død.

Tredelingen af Hobbitten er et overraskende valg, mener den garvede filmkritiker ved Dagbladet Information, Christian Monggaard. Omvendt har han fuld tiltro til Peter Jacksons dømmekraft som historiefortæller.

- Jackson er så meget inde i Tolkiens univers, at han vil have lov til at folde det helt ud, og så har han vurderet, at der er materiale nok i Hobbitten til tre film, siger Christian Monggaard, som selv glæder sig til at se den første film, »En uventet rejse«, når den får premiere til december.

Trilogiens stjernespækkede rolleliste byder på gensyn med flere af hovedrollerne fra Ringenes Herre. Eksempelvis dukker troldmændene Gandalf og Saruman (Ian McKellen og Christopher Lee) op igen. Det samme gør elverne Galadriel og Legolas (Cate Blanchett og Orlando Bloom) og ikke mindst hobbitterne Bilbo og Frodo Baggins (Ian Holm og Elijah Wood).

Ud over Peter Jacksons personlige begejstring over projektet har filmselskaberne en skjult dagsorden, vurderer Christian Monggaard. Tre film - tre gange pengene igen:

- Først kommer filmene op til jul, og derefter DVDerne, så på Blue Ray-udgivelserne og senere kommer alle filmene i »extended versions«. Det er en pengemaskine, der kan køre over de næste 10 år, siger Christian Monggaard.

Bogen Hobbitten, som udkom første gang i 1937, er J. R. R. Tolkiens første skildring af Midgård, og historien er væsentlig mere børnevenlig, end dens efterfølgere om herskerringen.

Man følger Bilbo Baggins (på dansk Bilbo Sækker) på hans livs eventyr. Ved et tilfælde havner han midt i kampen om at tilbageerobre det fortabte dværgekongerige Erebor, som er blevet overtaget af dragen Smaug.

Det hele begynder, da Gandalf den Grå kontakter Bilbo og overbeviser ham om at slutte sig til de 14 dværge, som er ledet af den legendariske kriger Thorin Egeskjold.

Sammen drager det uventede selskab ud på en færd, hvor orker, kæmpeedderkopper og alskens farer lurer.

Og så er der jo også en særlig guldring, som er dybt forbundet med hele Midgårds skæbne. Men det er en helt anden historie.