Kate Winslet fortæller, at Leonardo DiCaprio har været hendes faste holdepunkt, siden de to stjerner mødtes.

Det er efterhånden 15 år siden, de sammen gik ned med Titanic på det store lærred. Filmen skabte ikke bare grundlaget for både Kate Winslets og Leonardo DiCaprios karrierer, men også et særligt bånd mellem de to.

I et interview med Vogue fortæller Kate Winslet, at DiCaprio gennem mange år har været hendes faste holdepunkt i livet.

- Leonardo er min faste klippe. Han kender mig bedre end nogen anden i hele verden, og jeg ved ikke, hvad fanden jeg skulle have gjort uden ham, siger hun til bladet.

Senest har de to venner spillet sammen i filmen "Revolutionary Road", og Leonardo DiCaprio har gennem den seneste tid støttet Winslet gennem skilsmissen fra instruktøren Sam Mendes. Men der har aldrig været romantiske følelser de to stjerner imellem.

- Mange venskaber starter med et kikset kys eller en bagvedliggende flirt, men for os har det altid været hundrede procent platonisk, siger Kate Winslet.

Ifølge 36-årige DiCaprio er de to så stærke sammen, fordi de på det nærmeste har delt en opvækst i Hollywood.

- Vi er vokset op i filmbranchen sammen og har fulgt hinanden altid. Igennem alle de største ting, vi hver især har gennemgået, har den anden været der som en fast støtte, siger stjernen.

/ritzau/