Som operachef i London havde Kasper Holten landet sit drømmejob. Alligevel takkede han nej til en forlængelse af kontrakten. I stedet er han netop vendt hjem til Danmark for at give sine børn en barndom, der ligner hans egen.

Der går en historie på Det Kongelige Teater om dengang, en ung fyr dukkede op på til prøverne på operaen ’Ariadne på Naxos’. På kort tid overtog han prøveforløbet, ordnede alt det praktiske, løb med beskeder og spillede rollerne som stand-in for de sangere, der ikke kunne være til stede til prøverne. Folk gik og spurgte, hvem ham den unge, der blandede sig i alting, var. Svaret var Kasper Holten.

Manden, der i en alder af 44 år har været operachef både på Det Kongelige Teater i København og på operaen i Covent Garden i London, har været vild med opera, siden han var ni år gammel. Som 19-årig fik han første gang foden indenfor i den forjættede verden, siden har han ikke forladt den. Ikke før nu.

Dengang havde han sneget sig ind til prøverne ved at kontakte de rigtige mennesker.

»Jeg endte endda med at være statist i forestillingen, og jeg elskede det,« griner Kasper Holten.

BT Weekend møder ham i et pertentligt opryddet kontor i hjemmet på Østerbro. Der er bøger i reoler fra gulv til loft. I midten af rummet står et enkelt skrivebord uden andet end en laptop på. Her arbejder Kasper Holten. Selvom han netop har rejst sig efter 17 år i chefstolen og er vendt hjem til Danmark, er han langtfra færdig med at arbejde.

De seneste seks år har hans arbejdsplads været på Royal Opera House i London. Faktisk var han langtfra færdig med jobbet, og han var blevet tilbudt en forlænget kontrakt. Men to piger kom i vejen.

De hedder Anna og Ida og er lige nu i daginstitution i nærheden af hjemmet. I pigernes henholdsvis fem og to år lange liv har de boet både i Danmark, hvor deres forældre kommer fra, og i London, hvor deres far har haft det prestigefyldte job som chef for operaen i Covent Garden.

Men da Kasper Holten blev tilbudt at blive i den engelske hovedstad fem år til, var pigerne den direkte årsag til, at han takkede nej.

»London er en fantastisk by at arbejde i, og man møder spændende mennesker fra hele verden. Jeg har mødt mange af dem, som arbejder på det højeste niveau inden for operaen. Men at være en børnefamilie...,« tøver han.

»Selvfølgelig kan det lade sig gøre, og der er masser af børn, der vokser op i London og bliver lykkelige mennesker alligevel.«

Den Jyske Opera opførte ’Drot og Marsk’ i 2000. Her instruerer den 27-årige Kasper Holten sangerne Jens Krogsgård og Lone Rasmussen.
Den Jyske Opera opførte ’Drot og Marsk’ i 2000. Her instruerer den 27-årige Kasper Holten sangerne Jens Krogsgård og Lone Rasmussen. Foto: Palle Hedemann
Vis mere

Men Kasper Holten havde ikke lyst til at gøre forsøget.

»Der sker det, når man får børn, at man vender tilbage til sin egen barndom. Jeg er selv vokset op på Østerbro med to travle karriereforældre. Men vi følte altid, at de var der. Vi skulle klare meget selv, fordi de tit var ude at rejse, men når det virkelig gjaldt, kom vi altid i første række. Det vil jeg gerne give videre,« siger han om barndommen sammen med den et år yngre bror Johan, som i dag er balletdanser og kunsthistoriker.

Deres far var økonom og senere chef for forvaltningshøjskolen, mens deres mor udmærkede sig ved at være Danmarks hidtil eneste kvindelige nationalbankchef.

Voksne følelser

Brødrene Holten voksede ikke op med fjernsyn. Biografture var der heller ikke mange af, så vidt han husker. Men da han ni år gammel første gang var i operaen, var han solgt.

»Det var operaen ’Carmen’, som vi havde på plade derhjemme. Her oplevede jeg for første gang at få fortalt en historie fra en scene. Det betød vist også noget, at jeg sad der ni år gammel og lidt gammelklog – sammen med alle de voksne. Jeg havde nok i forvejen lidt svært ved at udtrykke mine følelser, men her mødte jeg det passionerede.«

Kasper Holten havde også prøvet at gå til både fodbold og spejder, men ingen af delen var nogen større succes.

»Det klikkede sgu ikke lige. Men med operaen tænkte jeg: Dér var den.«

Fra da af var opera en livsstil. Kasper og Johan Holten lavede operaer som dukketeater, og da Kasper Holten som 13-årig fik sin første Amstrad-computer, begyndte han også at udgive sit eget operablad.

»I begyndelsen blev det bare distribueret til familien, men med tiden fik jeg mod på også at sende det til operaanmelderne på aviserne.«

Opera var en lille smule ensomt som fritidsbeskæftigelse for en indesluttet dreng, men Kasper Holten brugte interessen til effektivt at imponere de voksne.

Gallapremiere i Imperial på operafilmen "Juan" af spillefimsdebutanten, operachef Kasper Holten.
Gallapremiere i Imperial på operafilmen "Juan" af spillefimsdebutanten, operachef Kasper Holten.
Vis mere

»Det blev hurtigt sådan, at det var mig, der slæbte de voksne med i operaen. Nok også lidt mere end de havde lyst til. Det var den omvendte verden,« siger han.

Det lå ellers i kortene, at han skulle læse cand.polit. som sin far og mor, og eftersom han gled ret let gennem skolesystemet, havde det heller ikke været noget problem. Indtil han gik lidt for meget til stålet i Det Kongelige Teaters opsætning af ’Ariadne på Naxos’ i 1993.

Så gik det slag i slag.

»Mine forældre har altid bakket mig op. Men jeg tror også, de tænkte: Gad vide, om han bliver lykkelig? De bekymrede sig ikke for prestige og penge. Mere for om vi blev lykkelige.«

Med det, han betegner som ’held, timing og vilje’, kom han først i mesterlære hos en operainstruktør. Derefter blev han bedt om at være chef for en jysk opera, inden han som 26-årig – og stadig uden formel uddannelse – fik en opringning fra det Kongelige Teater, som spurgte, om han ville være operachef og ditto instruktør. Det ville Kasper Holten gerne.

Nogle år senere takkede han ja til en tilsvarende stilling på det endnu mere prominente Royal Opera House i London, og så kunne han faktisk ikke nå højere.

Ikke før skæbnen forfremmede ham endnu en gang, og han blev far.

Selvom operaen i Covent Garden er noget af det højeste, man kan nå som operachef, så er ’London ikke et sted for børn’, som Kasper Holten siger.

»Herhjemme er der livskvalitet,« siger han tilfreds og lytter et par sekunder til fuglene, der synger højt uden for hjemmekontorets vinduer.

Kasper Holten er ikke typen, der tror på kvalitetstid. Altså myten om, at man kan piske rundt med sin karriere fra mandag til lørdag og så have en rigtig god dag med familien søndag, hvor hyggen er lagt i rammer og planlagt.

Plaster og ostemadder

»At få børn har lært mig, at kvalitetstid handler om at have tid nok sammen til, at det spontane opstår. Kvalitetstid er, når man lige smører en ostemad eller er den, der sætter plaster på såret, når børnene falder. De gode samtaler opstår jo ikke, når man spørger: ’Hvordan gik det og det’. De opstår spontant, når man står og gynger på legepladsen,« siger han og peger med tomlen over skulderen i retning af legepladsen kun få meter fra huset.

»Tillid er noget, der opstår, når man har tid.«

I London boede familien så centralt, at Kasper Holten kunne gå hjem og spise aftensmad med familien, inden han gik tilbage til operaen om aftenen og var på arbejde igen. Men tid havde han ikke meget af.

»Jeg skulle nå at have to job, to børn og bo i to forskellige lande. Men jeg synes ikke, livet er godt, hvis man bare skal nå at sætte flueben ved den næste opera. Jeg var så travl, at jeg ikke altid havde overskud til nærvær. Jeg var på hele tiden. Selvom jeg stoppede for et par måneder siden, har jeg stadig rastløsheden og adrenalinen i kroppen. Den vil jeg gerne slippe af med.«

Men der var andet end det høje tempo, der generede ham.

»Der er en enorm ulighed i London. Rigdom og fattigdom. Du ser det allerede på børneniveau. Man betaler 160.000 kr. om året for en institutionsplads, og så er det selvfølgeligt ret privilegerede børn, der går der.«

Kasper Holten og hans kæreste Signe Fabricius, som er koreograf, kunne godt betale pengene. Men ideen bag generede dem.

Ned i tempo

»Vi så fireårige piger, der gik til optagelsesprøver på de ’rigtige’ privatskoler, og nogle kom ikke ind. Udskillelsesræset begynder allerede for de fireårige. Mine børn var jo nok havnet på den rigtige side af hegnet – bl.a. på grund af min stilling – men jeg havde ikke lyst til, at det skulle være sådan. Jeg havde ikke lyst til, at de skulle vokse op med de værdier.«

Derfor er Kasper Holten flyttet hjem, og han tager flere dage om ugen turen på Christianiacykel for at aflevere sine børn i en kommunal institution i nærheden af hjemmet, indtil de er gamle nok til at starte på den lokale folkeskole på Østerbro.

»Jeg kender ret mange mænd, som måske er 10-15 år ældre end mig og har større børn. De siger alle sammen, at de ikke havde tid til børnene, da de var små. Nu hvor deres børn er voksne, har de ikke tid til deres forældre... Jeg ved godt, det er en kliche, men jeg vil gerne være her og se mine børn vokse op. Jeg havde været chef i 17 år, da jeg fik børn. For mig er børnene noget nyt. Jeg ved godt, det kan lyde arrogant, men det med at være chef har jeg prøvet.«

Gallaforestilling på Det Kongelige Teater i anledning af dronning Margrethes 70-års fødselsdag. Operachefen og hans kæreste Signe Fabricius på vej til fejringen.
Gallaforestilling på Det Kongelige Teater i anledning af dronning Margrethes 70-års fødselsdag. Operachefen og hans kæreste Signe Fabricius på vej til fejringen. Foto: Casper Christoffersen
Vis mere

Han ønsker ikke at lyde hellig. Ingen ved bedre end Holten selv, at den nye tilværelse ikke er ensbetydende med, at han skal være hjemmegående husfar. Den internationale karriere har han stadig, og han kommer fortsat til at rejse meget som freelance operainstruktør. Faktisk er hans kalender så pakket, at hvis man skal have en aftale, arbejder man i kvarter og med meget stram bagkant.

Bredere palet

Noget af det, som er i kalenderen, er forestillingen ’Book of Mormon’, en musicalkomedie skabt af de samme folk, som stod bag den satiriske tegneserie ’South Park’ for 20 år siden. På plakaten for forestillingen ses en bredt smilende Silas Holst i løb med Biblen under armen. Det kommer til at foregå på Det Ny Teater til næste år. At Kasper Holtens navn står på plakaten som instruktør, kommer bag på mange – men ikke på ham selv.

»Jeg har lavet musical før og nyder den genre. Det er sjovt, skarpt og hurtigt. Folk tror aldrig på mig, når jeg siger, at jeg elsker at lave komedie, men det behøver ikke være død og smerte alt sammen. Nu breder jeg paletten lidt ud.«

Operachef Kasper Holten og hans bror, Johan Holten, der i dag er chef for en kunsthandel i Tyskland.
Operachef Kasper Holten og hans bror, Johan Holten, der i dag er chef for en kunsthandel i Tyskland. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Kasper Holten er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at flytte familien hjem. Men han er bevidst om, at prisen var høj.

»Det var ærgerligt at opgive operaen i London. Seks år som operachef er for kort tid. Det tager meget længere tid at lære et operahus at kende og være med til at påvirke kulturen. I den verden arbejder vi med nogle meget lange horisonter på fem-seks-syv år. Meget af det, jeg har været med til at sætte i søen, kommer jeg derfor til at opleve fra den anden side af scenekanten. Så det var en hård beslutning, men den var også en selvfølge.«

Han nægter at fortryde det valg, han traf i London, da han blev præsenteret for en ny kontrakt. Men han har også sine bange anelser for fremtiden.

»Men når vi når til premieren på de ting, jeg har planlagt i London, kommer jeg nok til at sidde og sparke mig selv over skinnebenet. Men det er jo bare forfængeligheden, der klager over, at det ikke er mig, der står i spotlightet mere,« siger han.