KONCERT: ALLAN OLSEN, Skanderborg Festival, Bøgescenen,lørdag: Selvom Allan Olsens musik også blev interessant på forrige års »Onomatopoietikon«, kan jeg lige så godt starte med at indrømme, at jeg foretrækker ham alene med en guitar og masser af historier a la Niels Hausgaard.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Han burde simpelthen forædle og rendyrke sin rock-Hausgaard noget mere. Så kunne også han ende med flere udsolgte aftener i Cirkusbygningen. Men det er jo nok ikke noget for Olsen, afskyr unødig staffage.

Men nu er hans sangtekster heldigvis også historier fra en anden verden - nordenfjords, langt fra hovedstad og hovski-snovski. Det er sange om malkekoen Rosa, der er plaget af pattebetændelse. Om skibskaptajnen og en skidt knægts mor. Om en udtræksottoman. Og om lun luft over Danmark - »siger mig aldrig en skid«, men det var skønt lørdag middag under en bøgetræsskygge.

Olsen var bakket op af et fem-mandsband, kordreng og korpigen Rebecca Olsen (ikke datter), og det var som sædvanlig meget lidt straight rock'n'folk, for Olsen står aldrig i stampe. Han udfordrer sig selv og instrumenterne. Og for fremtiden lovede et nyt nummer godt - »hun er min egen Quasimodo, en stærk og selvstændig, kvindelig vognmand der ligner Palle Lauring«.

Men som sagt: Tal noget mere Allan! Vi har ikke så mange som dig, der kan dét.