I september sidste år gik Marvel Comics populære superhelt Thor fra at være hårdtslående mand til lige så hårdtslående kvinde.
Samme selskabs signaturheltinde, Ms. Marvel, der engang var en all american blondine, er i dag en køn muslimsk teenagepige fra New Jersey med pakistanske rødder. Og nu er den 75 år gamle Catwoman-karakter fra DC Comics altså sprunget ud som biseksuel i det nyeste hæfte i serien, »Catwoman #39«.
Forfatteren bag serien Genevieve Valentine skriver på sin blog om det omdiskuterede nye twist til den kendte og elskede tegneseriekarakter:
»Hun har flirtet med det, af og til ret åbenlyst, i årevis nu; for mig er det her ikke så meget en afsløring, mere en bekræftelse.«
Hun understreger samtidig, at Catwoman, som lyder det borgerlige navn Selina Kyle, ikke har glemt sit årtier lange had-kærlighedsforhold til Batman, som tog sin begyndelse i »Batman #1« fra 1940.
»I kan være sikre på, at Selinas forhold til Batman ikke er glemt: Det er ikke sådan, hverken biseksualitet eller mennesker fungerer. Selina kommer ikke så let til at holde af nogen, men når hun gør, rammer det dybt,« skriver hun.
Spejler samfundet
Lad os blot slå det fast med det samme. Superhelte er ikke realistiske. Ikke som folk er flest. De har superkræfter, tårnhøj moral og usandsynligt atletiske kroppe, som de gerne fremviser i tætsiddende dragter, der har mere tilfælles med bodypaint end egentlige beklædningsgenstande.
De er tilspidsede idealfigurer, fascinerede på grund af deres farverige universer, hvor tøjvask, grålige martsdage og supermarkedskøer træder i baggrunden for vilde gadgets, storslåede romancer og, ikke mindst, kampen mod det onde selv.
Ja, superhelte er ikke, som folk er flest. Alligevel er der god grund til, at vi også interesserer os for det, de har tilfælles med os selv – for eksempel deres seksualitet, hudfarve og tro. Det ligger nemlig i selve superheltenes DNA, at vi, læserne, skal kunne spejle os i dem, forklarer Carsten Fogh Nielsen, adjunkt ved Aarhus Universitet og forsker i superhelte og tegneserier:
»Superhelteskikkelser spiller to roller i vores kultur: For det første er superhelte kommerciel populærkultur, og det vil sige, at de skal kunne sælges til så mange som muligt. Den bedste måde at gøre det på er ved at ramme så bredt som muligt og ikke mindst ramme det, som folk rent faktisk tænker på, taler om og interesserer sig for. Det betyder, at superheltene kommer til at reflektere det, der foregår i tiden – ofte moralske og politiske spørgsmål, for superhelte er moralske figurer. Den anden rolle, de spiller, er rollen som ideal. De spejler altså ikke bare samtiden, men er også en målestok for, hvordan man bør være i verden og hvilke værdier, man bør have,« siger han.
Men superheltene er jo i forvejen ret urealistiske, og det elsker vi dem også for. Så hvorfor går vi overhovedet op i, at de skal spejle os som læsere, for eksempel i forhold til seksualitet?
»Seksualitet er i de senere år blevet et politisk diskussionsfelt med homoseksualitet som et helt centralt emne. Fordi det er noget, folk taler om og interesserer sig for, er det også naturligt, at det bliver reflekteret i populærkulturen, hvor selskaberne jo gerne vil ramme deres publikum af kommercielle årsager. Publikum efterspørger karakterer, de kan relatere til. I 1970erne så man også et lille boom af sorte og afroamerikanske superhelte, fordi race var blevet noget, man diskuterede og interesserede sig for politisk og på gadeplan,« siger Carsten Fogh Nielsen.
Nye læsergrupper
Tegneserieskaberne har været kritiseret for meget gennem årenes løb: Forskruede kropsidealer, sexisme og misrepræsentation af minoriteter. Men noget tyder på, at branchen så småt er begyndt at tage kampen op for at gøre kritikerne tavse.
Marvel Comics tog allerede i sommeren 2014 væsentlige skridt i retningen af mere karakterdiversitet med nyfortolkninger af nogle af selskabets største karakterer – blandt andre er Kaptajn Amerika blevet udstyret med afrikanske rødder.
Og 6. januar fulgte DC Comics, der især har været i kritikernes søgelys for ikke at være progressive nok, efter og proklamerede i en pressemeddelelse, at de i år vil fokusere på diversitet med blandt andet 24 nye serier, der udkommer fra juni 2015.
»Dette indvarsler en ny æra for DC-universet, hvor det vil være muligt for os at udgive noget for enhver smag, udvide og være mere moderne i vores tilgang til at fortælle historier, der i højere grad reflekterer verden omkring os,« udtaler DC Entertainments medudgiver Dan DiDio i pressemeddelelsen.
Det giver god mening, at DC Comics nu også vil gøre et forsøg på at få et mere mangfoldigt udbud af superhelte, mener Carsten Fogh Nielsen:
»De tænker jo selvfølgelig kommercielt. I USA bliver læserskaren og befolkningssammensætningen generelt mere og mere forskelligartet, og hvis man vil appellere til et bredt publikum, så må man også prøve at få fat i nogle andre grupper, end man hidtil er gået efter.«
Ifølge Carsten Fogh Nielsen er der en generel tendens til, at læserne er begyndt at efterspørge mere bredde i forhold til karaktererne i superhelteuniverserne:
»Langt de fleste af de store superhelte i dag er hvide mænd, og det passede måske fint, dengang læserskaren næsten udelukkende bestod af unge, hvide mænd. Men i dag er omkring 45 procent af dem, der læser tegneserier, voksne kvinder. Læserne har flyttet sig, og det betyder, at der ligger et naturligt pres for både at få flere kvindelige tegnere og forfattere, men også at få flere stærke kvindefigurer. Ja, der er faktisk nærmest en forventning om en større mangfoldighed af figurer blandt læserne lige nu,« siger han.
De gamle karakterer er sværest at pille ved
Catwoman er ikke den første karakter til at springe ud som ikke-hetero i en superheltehistorie.
Wiccan & Hulkling fra serien »Young Avangers«, Northstar fra »X-men« og ikke mindst den nyfortolkede version af Batwoman fra 2006 er blandt de mest markante eksempler på homoseksuelle superhelte.
I langt de fleste tilfælde er der dog tale om mindre figurer og biroller, og det er derfor, at Catwomans biseksualitet er signifikant, forklarer Carsten Fogh Nielsen:
»Det er nok ikke et tilfælde, at det er Catwoman, der bliver biseksuel. Hun er en af de figurer, der befinder sig på grænsen i flere sammenhænge. Sommetider er hun en skurk, andre gange en helt – hun har den dér flertydighed. Men det får selvfølgelig stor opmærksomhed, fordi hun er en af de første markante superhelteskikkelser, der springer ud som biseksuel.«
Han forklarer, at det altid er sværere at ændre ved de ældre superheltefigurer:
»Der er jo altid nogen, der vil brokke sig, når man begynder at rode ved de gamle, store skikkelser: Superman, Batman, Kaptajn Amerika. Dem er der mange, der har et særligt og nostalgisk forhold til. Omvendt er dedikerede tegneseriefans jo vant til, at fremstillingen af en figur kan ændre sig ret markant fra forfatter til forfatter,« siger han og tilføjer:
»Faktisk har folk forholdt sig ret positivt i tidligere tilfælde, hvor der er sket ændringer som denne, for eksempel da Marvel lavede Thor-karakteren om til en kvinde. Der var selvfølgelig lidt ravage til at begynde med, men generelt tager folk godt imod det, så længe der bliver fortalt nogle interessante historier, som de kan relatere til.«
»Catwoman #39« udkom 25. februar fra DC Comics.
