Flere internationale stjerner sender via Twitter deres tanker til ofrene i Japan.

Den forfærdelige tsunami-katastrofe, der tidligt fredag morgen ramte Japan, er forståeligt nok det helt store samtaleemne på internettet.

Også på det sociale medie Twitter fyger opdateringerne af sted, og flere af de kendte sender deres tanker i retning af ofrene for katastrofen.

- Billederne i nyhederne får mit hjerte til at briste. Jeg er bekymret på alle japaneres vegne, og mine tanker er hos dem. Gud velsigne jer alle, "tweeter" Paris Hilton.

En anden kendis, der var hurtig på Twitter-tasterne, var den tidligere Pussycat Doll-forsanger Nicole Scherzinger.

- Mit hjerte er hos alle de, der er berørt af jordskælvet og de efterfølgende tsunamier. Venligst tag Japan med i jeres bønner, skriver hun.

Hos Duncan James fra boybandet Blue satte den omfattende naturkatastrofen gang i de mere filosofiske tanker.

- Når sådanne ulykker indtræffer, sætter det virkelig livet i perspektiv og minder os allesammen om, hvad der virkelig er vigtigt, skriver han på sin profil.

/ritzau/