Hvad blev der af barnestjernerne fra film og tv? Få historien om stjernes liv, da kameraet slukkede

Parat til at droppe skolen
Pernille fra 'Jesus og Josephine' drømmer om den store rolle

Pernille Kaae Højer, 17 år, fra Høsterkøb er parat til at droppe alt, hvis den store rolle viser sig. Lige nu koncentrerer hun sig om at få biologirapporten færdig, men inderst inde drømmer hun om at blive skuespiller.

Det er fem år siden, hun blev landskendt i rollen som Josefine i TV2s populære julekalender 'Jesus og Josefine' og blev set hver aften af over en million glade børnefamilier. Nu går hun i 1. g på Aurehøj Gymnasium i Gentofte, men der er ingen tvivl i hendes sind om, at hendes fremtid ligger foran et tv- eller filmkamera.

- Jeg tror ikke, jeg får brug for en studentereksamen, men det er godt at have noget at falde tilbage på og at lære noget. Jeg vil gerne udvikle mig og har ikke lyst til at blive sat i bås som en dum blondine, siger hun med et smil.

Hun synes, der gik lang tid efter julekalenderen og filmen »Oskar og Josefine«, hvor tiden og telefonen stod stille.

- Så for et år siden var jeg desperat og ville gerne inde i det igen, så jeg meldte mig til et castingbureau og har været heldig og få et par roller, sidst i TV2s nye serie 'Store drømme'. Men den store rolle har jeg ikke fået endnu.

Umiddelbart er det ikke teatret, der trækker.

- Det har jeg ikke så stor erfaring med, og jeg har ingen sangstemme. Det falder mig meget nemme at lave film og tv, men der skal helst ske noget, inden jeg bliver alt for gammel.

Nu føler hun sig også bedre rustet til at blive udsat for en eksponering.

- Nu går jeg ikke så meget op i, hvad andre synes om mig. Det betød meget for mig, da vi lavede Jesus og Josefine, og jeg kunne blive rigtig ked af det, når der kom lidt hånlige bemærkninger.

- Jeg har ikke tænkt mig at give op. Jeg fortsætter med skolen , medmindre nogen kommer og redder mig fra bøgerne, for det er rollen frem for skolen . Skuespil kommer i første række. Jeg kan altid tage en HF.