Er klar til en omgang nye forbrydelser med Sarah Lund til efteråret

Selvom det snart er et år siden, at Sarah Lund iført den islandske sweater var på besøg hjemme i vores stuer, mener hele 45 procent af B.T.s læsere, at hun bare var den bedste. Og det gør Sofie Gråbøl - som fylder hendes sweater ud - rigtig glad!

- Man kan vinde de fineste film- og teaterpriser. Men det er noget helt særligt, når de kommer fra publikum. Jeg er dybt taknemmelig. Og det varmer især, at hun stadig fylder så meget i folks bevidsthed, siger den populære skuespillerinde, som for nylig vandt den prestigefyldte Reumert pris.

- Lige fra starten har jeg følt, at Sarah Lund var noget helt særligt, fordi hun ramte både mænd og kvinder, så jeg synes, det er virkelig dejligt, at have fået flest stemmer for netop hende. Og det er ekstra glædeligt for mig, fordi hun rumsterer så meget indeni mig. Til oktober starter vi jo optagelser på nye afsnit af 'Forbrydelsen' og selvom jeg stadig ikke ved, hvilken retning hun går i, glæder jeg meget til at arbejde med hende igen, siger Sofie Gråbøl.