Her ganske få timer før verdenspremieren på den nye "Indiana Jones" film, er hele Cannes by komplet elektrisk af forventning.
Men det er ikke kun journalister og filmfolk fra hele verden, der har sommerfugle i maven. Instruktør Steven Spielberg har det også.
"Jeg får ikke lukket et øje i nat. Jeg er ved at dø af nerver," sagde instruktøren lørdag aften ved et lukket selskab!
Selvom han er en af de mest anerkendte instruktører i og udenfor Hollywood, har Spielberg ikke haft en film i Cannes siden "Farven Lilla" i 1986.
"Indiana Jones og krystalkraniets kongerige" vises for pressen kl. 13 i dag, men den store gallapremiere er først iaften kl. 19.
Her vil ikke alene 66-årige Harrison Ford være tilstede. Men også Cate Blanchett, Karen Allen, Ray Winstone, Shia LaBoeuf, John Hurt og så selvfølgelig Spielberg selv og George Lucas.
Om den gode gamle helt stadig holder, kan du læse mere om senere idag på bt.dk.
Indtil da kan du købe dagens avis, hvor vi disker op med et 12-siders tillæg!

























