Og selvom årsagen står som ukendt på hans dødsattest, er ingen, der kender ham, i tvivl. Han sled sig ihjel.
»Han var arbejdsnarkoman, og er der noget, jeg fortryder, er det, at jeg ikke klarere skar igennem og sagde, at han var nødt til at trappe ned. I årenes løb flyttede jeg flere gange fra ham i nogle uger, fordi jeg ikke ville acceptere, at han arbejdede så meget. Så blev det bedre i et par måneder, men snart var han oppe i fuldt tempo igen. Han var uforbederlig på det punkt. Omvendt kan man heller ikke i et forhold lægge hindringer i vejen for hinanden. Man udvikler sig kun, når man får plads til at gøre det, man virkelig brænder for,« siger Eva Gabrielsson.
Politik ind med skeer
Lige siden Stieg Larsson var ung, brændte han for noget. Ikke mindst politik som han fik ind med skeer hjemme hos bedsteforældrene, der agerede forældre indtil han var omkring otte år og hans far og mor havde råd til at tage ham hjem.
»Der var altid politiske diskussioner i huset,« som faren siger.
Inden han flyttede til Stockholm som ung, var Stieg Larsson medlem af det lokale kommunistparti og var stærkt engageret i Vietnamkrigen og de mange konflikter, som også den gang rasede i Afrika.
Så da han i 1977 valgte at rejse til det krigshærgede Etiopien på en livsfarlig politisk mission, var det helt i tråd med hans stærke engagement.
Og han gjorde det velvidende, at han måske aldrig vendte hjem igen.
Men selvom døden ikke fik ram på ham ved den lejlighed, levede såvel Stieg Larsson som Eva Gabrielsson i mange år med den frygt, at han kunne blive offer for en forbrydelse.
Fik dødstrusler
Som en af Europas fremmeste eksperter på de højreekstremistiske netværk levede og åndede han for at dele sin viden. Han forelæste for Scotland Yard i London og holdt foredrag for skolebørn i Göteborg. Af samme grund var han var hadeobjekt for skinheads og nazistiske voldspsykopater og fik gennem årene adskillige dødstrusler.
Parret havde derfor en tilværelse med et højt niveau af sikkerhedforanstaltninger.
De sås sjældent sammen på gaden. Gik altid hjem fra arbejde hver for sig. Lærte af scanne omgivelserne for mistænkelige personer. Tog forholdsregler, der inkluderede hemmeligt telefonnummer og en postboks.
Når han var ude og tale, ringede Eva altid før og efter for at høre, hvordan det så ud.
Og den 9. november 2004 så det sort ud!
