Den fra TV kendte Biker-Jens stiller op til kommunalvalg. Men vil ikke have omtale. Normalt et paradoks. Men ikke for Bikeren, Jens Romundstad.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Jeg vil ikke optræde i landsdækkende medier mere. Det har jeg prøvet, og det er jeg ikke interesseret i længere. Man får mig ikke at se på skærmen mere.

Jeg skylder ikke nogen medier noget. Jeg vil kun optræde herude i mit lokalområde, siger Jens Romundstad, der i sit motorcykelmiljø slet ikke bliver kaldt Biker-Jens, men Sheriffen.

To gange har den 34-årige tidligere handelsskolelærer deltaget i »Robinson Ekspeditionen«, og fem gange har han været vært på reality-serier på TV Danmark og TV3, hvor de lige nu genudsender »Biker-Jens - et liv på grænsen«.

Slut med TV-arbejde
Det program blev optaget for mere end to år siden, og siden har Jens ikke ikke stået foran et TV-kamera. TV3 har dog hele tiden og indtil slutdatoen senere på måneden papir på ham.

En slags standby-kontrakt som ifølge B.T.'s kilder har givet ham omkring 60.000 kr pr måned, og hvor han har været brugt som foredragsholder for TV3- og Viasat-kunder.

Nu vil den uddannede civiløkonom, Harley Davidson-forhandler, foredragsholder, samt underviser og kursusleder i Human Ressource hellige sig partiet Venstre og Ny Lejre Kommune som er en midtsjællandsk sammenlægning af Lejre, Bramsnæs og Hvalsø.

Her har han i halvandet år boet på en gammel gård i landsbyen Gevninge sammen med sin kone Karen, datter af kunstrådsformand Claes Kastholm og mor til parrets tre måneder gamle datter.

Jens Romundstad blev politisk tændt, da spørgmålet om den nye kommunalreform ikke blev lagt ud til borgerne. Han er kandidat nummer 21 på Venstre-listen, som er sideordnet, så det er personlige stemmer der tæller.

Og han vil ikke være landspolitiker. Hjertet banker udelukkende for nærdemokrati, børn, unge og familier i Lejre.

Lever på internettet
Vil Biker-Jens ikke længere i medierne, lever han til gengæld i stor stil på internettet. På www.romundstad.dk kan du få besvaret politiske spørgsmål. På www.bikerstyle.dk lever hans Harley-biks.

Og på www.bikerjens.dk kan du læse mere personligt om »Biker Jens«, »Sure Jens«, »Soldater Jens«, »Robinson Jens«, »Foredrags Jens«, »Roadracing Jens«, »Hundetræning Jens« og »Teambuilding Jens«. Her er det Over and out Jens.

den@bt.dk