Vi, der har været betaget af den uforlignelige trios debut »Outlands Official«, ved dog, at Isam, Waqas og den spansk-rappende publikumsyndling Lenny ikke havde behøvet ulejligheden med sminke, lys, ventetid og optagelse på optagelse til TV-mediet. Deres musik fortæller nemlig historien i sig selv.
Efter godt et år på farten trænger både vi i smatten og de på scenen til noget nyt. Entusiasmen er ikke helt, hvad den var. Måske var det også derfor, de havde intet mindre end fem andre mikrofonkontrollører med sig. Hvilket naturligvis betød, at der gik for meget amerikansk-inspireret »wow-yeah« og freestyle i den.
Men Outlandish er stadig i en hiphop-klasse for sig, med rødder stikkende både i Brøndby Strand, United Big Bluff, Marokko, Pakistan og Honduras.
»The Bond Between Us«, »Come On« og »CPH Moro« er mageløse, og der gik ikke noget fra hverken »Walou« og »Whenever« ved at blive spillet guitar-akustisk.
Og så har overtegnede aldrig før set og hørt et battle mellem scratchmasteren bag pladespillerne og percussionisten - det kunne de godt være blevet ved med lidt længere. Men ellers er det tilbage til studiet Outlandish - og lave mere poppet hiphop-guld til drengene herude.






















