Oscar-nominerede Casey Affleck og Summer Phoenix, der har to børn, går fra hinanden efter 10 års ægteskab.
København: Kærligheden kører på katastrofekurs for Hollywood-brødrene Affleck.
I sommer meddelte Ben Affleck og Jennifer Garner, at de skulle skilles efter 10 års ægteskab, og nu skal filmstjernens bror, den Oscar-nominerede skuespiller Casey Affleck, skilles fra sin kone, skuespillerinden Summer Phoenix - også efter knap 10 års ægteskab.
- Casey Affleck og Summer Phoenix har ladet sig separere i al mindelighed. De vil forblive meget nære venner, lyder det kortfattet fra Afflecks repræsentant på vegne af parret til magasinet People.
Parret startede netop ud som meget nære venner. 40-årige Affleck og 37-årige Phoenix mødte allerede hinanden tilbage 1995 gennem hendes bror, "Gladiator"-stjernen Joaquin Phoenix, som spillede sammen med Affleck i 90'erfilmen "To Die For".
Affleck indledte først et varmt venskab til Summer Phoenix, men det udviklede sig til et forhold efter fem år, hvorefter kærligheden kulminerede med parrets ægteskab i 2006. Inden brylluppet fik de sønnen Indiana, der i dag er 11 år, og efterfølgende fik de den i dag otteårige Atticus.
Casey Affleck er kendt fra film "Interstellar", brorens legendariske film som "Good Will Hunting" og senere "Gone Baby Gone".
Ben Affleck kan i øvrigt ses i de danske biografer som Batman, når superheltefilmen 'Batman V Superman: Dawn of Justice' får premiere 24. marts
/ritzau/FOKUS