Fotoalbum: Skuespiller Charlotte Guldberg fandt kærligheden hos sin ungdomskæreste. De havde ikke set hinanden i ni år, og pludselig stod han ved sceneindgangen og var i mellemtiden blevet skuespiller

1. I det samme tøj i én uge

Jeg voksede op i Aarhus, min mor var sekretær på Statsgymnasiet og min far ingeniør. Allerede da jeg var fem, begyndte jeg som FDF-spejder. Min mor troede ikke, jeg klarede en hel uges spejderlejr, da jeg var af sted første gang. Men jeg skulle ikke hentes første aften, grædende, for jeg syntes, det var en fest. Faktisk så meget, at jeg blev der i 16 år. En anden gang, jeg var af sted, havde jeg nøjagtigt samme tøj på, da jeg blev afleveret, som da jeg blev hentet en uge efter. Jeg kom til at sove i bivuak i frostvejr og gik 100 km på tyve timer. Jeg var lige ved at gå død undervejs i 1989, men jeg fik lov til lige at gå ind og se Birthe Kjær synge’ Vi maler byen rød’, i Melodi Grand Prix i tv, det gav mig en vitaminindsprøjtning, så fik jeg kræfterne til at gå de sidste 10 km. Det var dengang, vi sad med vores båndoptagere og trykkede på record og optog Melodi Grand Prix. Det var jeg altid været vild med, faktisk så meget, at jeg har lavet en forestilling over det. På billedet står jeg med min lillesøster Anette, og jeg er ni år.

2. Forvirring ved færgen

Mine bedsteforældre, både på min mors og min fars side, havde sommerhus på Mols, og hver sommer var jeg hos dem. Et af husene lå tæt på færgehavnen fra Ebeltoft til Odden, og noget af det allersjoveste var at stå derhenne og holde øje med, om der var nogen, der kom for sent. Bilerne kom susende, der var forvirring og nogle nåede det ikke - det havde vi meget spas med. Det var som en slags reality-tv, før det var opfundet. Det var måske også især fordi, vi fik en is, at det var sjovt. Som barn legede jeg meget med mine dukker mens jeg sang. Da jeg var 13, havde jeg stadig min dukke, stående i et skab, og jeg havde en lillebitte dukke på to cm, som boede i en lille popup-æske med fint velour i. Den var mit kæreste eje i årevis, og jeg havde den med overalt. Lige indtil den blev væk i bilen, det blev jeg meget ked af.

3.Tvunget til Paris og Prag

Min far er jo usynlig på billeder, for det er altid ham, der tager dem. Hvert år tog familien på camping enten i Frankrig eller Italien, og her var vi nok i nærheden af Gardasøen. Til at begynde med havde vi en Camplet, og senere tog vi af sted for at købe et elektrisk køleskab, men kom hjem med en campingvogn. På rejserne syntes mine forældre, at vi skulle se byer som Paris, Wien og Prag, så vi ikke kun var på campingpladser, og det syntes jeg dengang var forfærdigt, men i dag er jeg rigtig glad for, at de tvang os til det. Som barn var jeg egentlig genert, men jeg jeg var ikke bange for at rejse rundt i Europa med skolens kor, som jeg var med i. Vi boede hos familier i blandt andet Rusland og Polen.

4. Trompet og højt snit

Nikolaj Sommer var en god pianist – det er han måske stadig – og vi optrådte til receptioner og var med i forskellige konkurrencer i storcentre. Han har siden været spindoktor og vært på Deadline. Han gik i min parallelklasse, og sammen spillede vi numre som ’You’ve got a friend’. Det var de første spæde skridt i karrieren. Da jeg senere gik på Statsgymnasiet i Aarhus, skete der meget – jeg spillede trompet i bigbandet og fik det højeste gennemsnit på den matematiske linje. Det var også der, jeg begyndte med at lave musicals. Jeg brugte egentlig ikke så meget tid på skolen, men lavede alt muligt andet. Fordi jeg havde nemt ved skolearbejdet, blandede mine forældre sig ikke i, hvornår jeg kom hjem. Nogle gange var jeg hjemme kl. fire om morgenen, inden jeg mødte klokken otte. Da jeg gik i gymnasiet, skulle jeg være kemiingeniør, fordi jeg godt kunne li’ matematik. Så fik jeg en fantastisk dansklærer, og så ville jeg være dansklærer i stedet. Efter gymnasiet var jeg ude at rejse et halvt år, og så skulle jeg være antropolog. Men et par år efter gymnasiet var jeg i gang på Aalborg Teater.

5. Sang bag scenen

I 1996 skulle Aalborg Teater opføre musicalen ’Les Misérables’, og jeg mødte op til audition. Ved den lejlighed sagde en skuespiller til mig: »Du skal være skuespiller«. For mig var det at søge ind på Skuespillerskolen en umulig drøm, som jeg ellers ikke havde turdet tænke på. Under prøverne lige op til premieren blev jeg spurgt, om jeg ville være understudy på en af hovedrollerne i forestillingen, og fordi hun blev syg og mistede stemmen, kom jeg til at synge bag scenen ved forpremiererne, mens hun mimede. Inden forestillingen gik i gang, fik publikum at vide, at hovedrollen ikke selv sang. Jeg havde en time til at øve mig, inden vi gik på. Det gik heldigvis fint. Malene Schwartz, der var chef for Teatret, var simpelthen så sød bagefter, og hun sagde, hun var glad for, at jeg reddede premieren. Det var nemlig den hidtil største satsning på Aalborg teater. Så var jeg så heldig, at jeg efterfølgende fik en hel sæson deroppe – før jeg var uddannet. Billedet er fra langt senere, da jeg spillede Mary Poppins på Det Ny Teater.

6. Ramt af højdesyge

Her nåede jeg toppen af Kilimanjaro, jeg rejste derned med en min holdkammerat Joen Højerslev på sommerferie. Jeg skulle nok ikke være gået helt derop, for jeg fik højdesyge – det var farligt. Jeg havde det rigtig skidt, men det gik over, lige så snart jeg kom en halv kilometer ned. Det er en sindssygt smuk tur, Kilimanjaro er verdens højeste fritstående bjerg, som altså ikke er del af en bjergkæde.

7. Vovet tur i junglen

I år 2000 havde min far og mor inviteret os alle sammen til Bangkok og Bali – vi var sammen i tre uger og bagefter rejste jeg alene videre til nogle mere specielle steder i Indonesien, nemlig Irian Jaya. Jeg har kun rejst alene den ene gang, men det var egentlig okay, for man møder jo nogen på en anden måde, end når man rejser sammen med en anden. Jeg mødte en amerikansk fyr, som også gerne ville ind i junglen. Vi fik fat i en guide og seks bærere. En af dem balancerede med 30 rå æg på bare fødder. Vi havde også salt med, man skulle nemlig ha’ små gaver med mod at få lov til at sove i landsbyerne. Vi gik ind midt i junglen, hvor vi mødte børn, der ikke havde set hvide mennesker før, og mændene gik nøgne rundt med sådan nogle penisrør på. Og vi stødte på en person, der nu skulle gå en uge hver vej for at købe salt. Det var ret absurd for mig, der lige havde bestilt nogle cd’er på nettet, som bare kom med posten. Måske ville jeg ikke turde gøre det i dag, men min far har altid sagt: »Frygten er større end faren«. Man skal lade være med at være så bange. Men det var jo egentlig helt vildt at gøre, for hvis nogen havde slået mig ihjel, ville ingen finde ud af det.

8. Med i Forbrydelsen

De havde castet mange til serien Forbrydelsen i 2009, men havde åbenbart ikke fundet lige det, de skulle bruge. Jeg var vel nummer 70 eller sådan noget – helt vildt – og da jeg var turné i Jylland, ringede en caster til mig og spurgte, om jeg ville møde op. Da jeg hørte om rollen, tænkte jeg: »Det kunne lige være mig«. De castede fra 9 til 16, men de lovede at vente på mig, til jeg dukkede op ved 16.15-tiden. Jeg sad og lærte teksten i bilen fra Aalborg og kom til at være med i det politiske plot i rollen som Karina Munk Jørgensen.

9. Kærlighed

Det hele begyndte med, at jeg var 16 og Jeppe Schrøder var 20, vi lavede amatørteater og blev kærester i tre måneder. Men jeg var ikke så fremmelig, jeg syntes, det var lige voldsomt nok for mig. Så vi slog op, og der gik ni år, hvor vi overhovedet ikke havde nogen kontakt. Han blev uddannet skuespiller i London og kom tilbage til Aarhus Teater, hvor jeg var elev. Vi mødtes ved sceneindgangen – det var kærlighed ved første øjekast, bortset fra at jeg ikke kunne huske, hvad han hed, med det samme – men jeg kunne huske, han havde en vandseng og hvordan han duftede. Efter turen til Kilimanjaro – skrev jeg en sms til ham, og så gik der få uger, så flyttede vi sammen. Vi har Liva på 11 og Oscar på seks. Billedet er fra Mallorca for et par år siden.