Stripperen Simone Madsen slået, krænket og ydmyget af sin tidligere chef under erotikmesse. Overfaldet, der i går blev politianmeldt, bekræftes af rystet vidne.

  • Hun er færdig

    Det er ikke kun safterne, der stiger på den igangværende erotikmesse i K.B. Hallen på Frederiksberg. Temperamenterne koger også over. Hos Danmarks selvudnævnte »Stripperkonge«, Preben Jørgensen.

    Ifølge B.T.s oplysninger overfaldt han fredag aften både korporligt og verbalt den landskendte 34-årige stripper Simone Madsen i et omklædningsrum bag K.B. Hallens scene.

    Preben Jørgensen bekræfter, at der har været et optrin mellem dem - men kun verbalt. Han nægter pure at have lagt hånd på hende.

    »Hvorfor i alverden skulle jeg dog det? Slå på en pige? Det har jeg aldrig gjort. Det er simpelthen for langt ude,« siger en ophidset »Stripperkonge«.

    Men hans benægtende udsagn står i stærk kontrast til en anden og mere uafhængig persons forklaring. Den voldsomme episode bliver nemlig bekræftet af Helle Poulsen, kæreste med psykoterapeut og forfatter Carl-Mar Møller. Helle Poulsen stod lige ved siden af Simone, da Preben Jørgensen tilsyneladende gik amok.

    »Han kom pludselig farende, da han havde fået øje på Simone, og han råbte og skreg hende op i ansigtet, at hun ikke havde noget at gøre der, og at hun bare kunne fise af. Han så helt vild ud i øjnene, og jeg tænkte: Hvad sker der her?

    Og så rev og ruskede han hende i den ene arm og slog hende to-tre gange på hendes skulder og overarm,« fortæller en dybt rystet Helle Poulsen. Hun var til stede i omklædningsrummet kort før klokken 21, fordi hendes kæreste, Carl-Mar Møller, stod lige for at skulle på scenen og optræde sammen med netop Simone Madsen og en anden pige.

    Showet gik ud på, at Carl-Mar skulle læse op fra sin ret så ligefremme prosa »Pik er Gud«, mens Simone og hendes veninde til ære for det tusindtallige publikum muntrede sig med både forfatteren og hinanden.

    Showet blev trods Simone Madsens chokerede tilstand gennemført som planlagt foran fredag aftens enorme tilskueropbud i K.B. Hallen. Men inden det kom så vidt, måtte psykoterapeuten Carl-Mar efter eget udsagn gøre, hvad der stod i hans magt for at berolige hende efter det voldsomme optrin i omklædningsrummet få minutter forinden.

    »Jeg så ikke selv, at han overfaldt hende, men jeg hørte det tydeligt inde fra toilettet. For de stod jo alle sammen og ventede på, at jeg skulle blive færdig derinde, da jeg hørte den frygtelige larm fra den anden side af døren.

    Jeg kunne høre, hvordan han svinede hende til på det groveste og kaldte hende alt muligt. Simone holdt op med at arbejde for ham for et år siden, og hans opførsel mindede nærmest om et ægteskab, hvor manden pludselig dukker op efter lang tid og giver kvinden skylden for alting. Jeg kan beskrive forløbet sådan: Han krænkede hende. Han ydmygede hende. Og han slog hende,« siger en stålsat Carl-Mar Møller.

    En stadig rystet Simone Madsen oplevede overfaldet på denne måde:

    »Preben kommer pludselig farende hen imod mig og råber og skriger alt muligt. Han siger, jeg skal fise ned derfra, og han flår og river i mig og dasker mig mindst to gange på min venstre arm, så det gør virkelig ondt,« siger hun.

    Hun har selv et bud på, hvorfor hendes tidligere chef tilsyneladende gik amok fra det ene øjeblik til det andet:

    »Jeg har arbejdet for Preben i ni år, så det er dybt rystende, at han kan finde på at være sådan, og jeg har det virkelig dårligt over det. Jeg er ked af, at det kan komme så vidt.

    Men det må jo være fordi, jeg kører en retssag mod ham for at få en masse penge fra ham, som jeg har til gode. Og så jalousi. Preben er sur over, at det går godt for mig, selv om jeg ikke arbejder for ham mere. Det må være dét, der ligger i baghovedet på ham,« mener Simone Madsen, som i dag er tilknyttet flere forskellige bureauer, men altså ikke længere er i stald hos »Stripperkongen«. Og aldrig mere kommer det.

    Nogle timer efter episoden, natten til lørdag, kontaktede hun to politibetjente, som var i tjeneste under den flittigt besøgte erotikmesse. Ifølge Simone Madsen opsøgte de sammen Preben Jørgensen og forsøgte at rede trådene ud mellem parterne, men absolut uden resultat.

    Derefter blev hun kørt til Frederiksberg Hospitals skadestue for at få kigget på de skrammer, som både hun og mindst eet vidne siger stammer fra overfaldet, men som Preben Jørgensen altså pure nægter at kende noget til.

    Den 34-årige landskendte stripper anmeldte i går eftermiddag Preben Jørgensen til Frederiksberg Politi for vold.

    Så nu tyder det på et retsligt efterspil mod »Stripperkongen«. I givet fald har Simone Madsen så to sager i gang mod sin tidligere chef: En rent strafferetslig sag med en anklage om vold og en civilretslig sag i forsøget på at drive mange tusinde kroner hjem, som hun mener, han har snydt hende for.