Der er ikke så meget shit med ham der Anders fra Ama'r. Måske fordi han kommer fra en ø med stolte danske hiphop-traditioner. Den 12-årige andengenerations ama'r-hiphopper var ikke engang født, da brødrene Per og Lars Pedersen startede Rockers By Choice i 1986.
TV-3 CENSUR MOD SHIT KID-REKLAME

Selvom Anders De Vos Lassen ikke er den store fan af dansk hiphop, har han fået stor respekt for Lars - alias Chief 1. Den gamle hiphop-mester har nemlig skrevet og produceret tre numre på Anders' nye album. Hvor han optræder under det noget mere deffe navn Shit Kid. Ophavsmanden til »Når vi sparker Biiip«, nr. 3 ved børnenes Melodi Grand Prix, og et stort hit ude i ungdoms- og fritidsklubland.

»Det har været vildt fedt at arbejde sammen med Chief 1. Vidste du, at han er Danmarksmester i breakdance,« spørger den tydeligt imponerede Anders.

Han danser også gerne selv. Han har ligefrem skabt fjederdansen, som han også synger om på sit nye album. Han har det bedst, når han fyrer den af.

»Fodbold har aldrig rigtig været mig. Jeg er mere til gymnastik. Jeg har altid hadet sådan noget som Det Gyldne Tårn i Tivoli, hvor man bliver spændt fast. Til gengæld vil jeg gerne bruge min krop selv,« siger Anders.

Oprindelig var Anders fan af Queen. Men så en dag kom hans fætter Kristoffer med en Wu-Tang Clan-CD - egentlig ville de to fætre bare studere den vedlagte CD-ROM, men så hørte de musikken. Siden har Shit Kid været bidt af det fede beat. Også selvom han har måttet gå mere eller mindre alene med sin interesse i hans hood i Tårnby.

»Jeg synes ikke, at jeg har hørt noget dansk hiphop, der tilbyder mig det fede beat - bortset fra Per V (også med på det nye album, red.). Jeg lytter mest til Wu-Tang Clan, 2pac og Shaquille - underground rap. Jeg har ikke noget specielt imod pop - Safri Duo laver nogle spændende ting. Til gengæld er jeg ikke særlig vild med techno. Det får jeg hovedpine af,« siger 12-årige Anders.

Han har optrådt, siden han var fire - som landets formentlig yngste stand-up komiker. I pauserne inden hans forældres 60er rockorkester skulle på scenen, sprang Anders op og fyrede jokes af.

Albummet »Når vi sparker »Biiip«« er blevet til med hjælp af en række danske hip hop-veteraner. Udover nævnte Chief 1 og Per V også Kasper Isbjerg og Michael C.U.P. Rasmussen. Desuden er både Anders' fætter og kusine, den tidligere Grand Prix-deltager og TV-vært Tiggy - og Camilla Ottesen fra DR med på CDen.

Da pladeselskabet og Anders' forældre blev enige om at udgive albummet, opsøgte hans mor Pia Michael Rasmussen i Klub 47, der nogenlunde er for ama'rkansk hip hop, hvad The Cavern i Liverpool er for yndere af britisk 60er pop.

»Han kunne godt se, hvor vi ville hen med projektet og var meget hjælpsom. Vi har ikke mødt modstand blandt de etablerede hip hop-navne. Tværtimod, de har været meget venlige - på nær en enkelt episode,« fortæller Pia Lassen, som følger sønnen rundt til interviews.

»Vi er meget på vagt. Det er jo stort og voldsomt, det der sker lige for øjeblikket. Vi er selvfølgelig bange for, at han skal miste jordforbindelsen,« siger Pia.

»Min fremtid? Jeg plejer jo at sige, at jeg vil lave musik, være skuespiller og rapstjerne. Og så vil jeg være mekaniker, så jeg kan reparere min fars gamle Volvo. Den er altid i stykker,« siger Anders - the Shit Kid.

Til hans mors beroligelse: med et glimt i øjet. Indtil videre ved den 12-årige, hvor han hører til. Når først han er hjemme på Løjtegaardsskolen i Kastrup, er der ikke noget shit.

»Selvfølgelig har de bemærket, hvad der er sket. Men det er ikke sådan, at jeg render rundt og skriver autografer hele tiden. Det kører, som det plejer. Mine kammerater ved godt, at jeg stadig er den samme indeni, selv om jeg har udsendt et album,« siger Anders.