Linse Kesslers datter afslører onsdag, at hendes kæreste Cengiz har friet på deres ferie.

København. Det sidste stykke tid har ikke været nemt for Familien fra Bryggen. Først måtte de sige farvel til deres elskede, mor, mormor og oldemor, Mopper, og så kunne Linse Kessler for få dage siden afsløre, at en af hendes venner var blevet skudt i et sommerhus.

Men nu er der endelig noget at glæde sig til for familien.

Linse Kesslers datter, Stephanie "Geggo" Christiansen, offentliggjorde nemlig onsdag, at hendes kæreste gennem de sidste to år, Cengiz Salvarli, har friet til hende.

Det fortæller hun på Instagram, hvor hun har delt et billede af forlovelsesringen:

- Og jeg sagde ja!, skriver hun til billedet.

I adskillige hashtags forklarer Stephanie "Geggo" Christiansen, at hun er lykkelig og ret begejstret for størrelsen på den sten, der sidder på ringen.

Parret er lige nu på ferie i Thailand med deres datter Alba, som i slutningen af januar bliver et år.

/ritzau/FOKUS