Der har været tvivl til det sidste, men det lykkedes alligevel til sidst. Mads Mikkelsen er netop ankommet til Cannes Festivalen, hvor hans seneste film 'Coco Chanel and Igor Stravinsky' deltager som afslutningsfilm - dog uden for konkurrencen, der afgøres i aften.
På billedet ses den succesrige danske skuespiller, der har tillagt sig et klædeligt gråligt skæg. Han er sammen med skuespillerinden, Anna Mouglalis, der spiller Coco Chanel i den nye film,'Coco Chanel and Igor Stravinsky'.
Mads Mikkelsen har været til optagelser på Tenerife. Det gælder filmen 'Clash of the Titans', og derfor har pr-apparatet bag filmen været i tvivl om den danske Bond-stjerne ville nå frem.
Søndag formiddag blev der dog afholdt pressemøde for filmen, der fortæller historien om den franske femme fatale og modeskaber, der i dag er mest kendt for sin parfume Chanel no. 5 og Chanel modehuset.

























