Vicekriminalassistent Sarah Lund må se sin serie slået af den dansk-svenske TV-fortælling om et lig på Øresundsbroen.

Det kan godt være, at »Forbrydelsen 2« havde flere seere end »Broen« - men det blev altså sidstnævnte, der fredag aften løb med den prestigefyldte pris »The International TV Dagger-award«.

- Broen kan næppe opnå større anerkendelse og blåstempling end en TV Dagger, når vi slår så fantastiske serier, som vi var oppe imod, siger seriens danske producer, Bo Ehrhardt fra Nimbus Film.

Dagger-priserne uddeles af den britiske krimiforfatterforening i samarbejde med ITV3, og den internationale TV Dagger går til den bedste TV-thrillerserie uden for Storbrittannien.

»Broen« vandt over »Forbrydelsen 2«, »Boardwalk Empire 2«, »Dexter 6« - og Bo Erhardts egen personlige favorit, »Homeland«.

- At vi slår min egen favoritserie, »Homeland«, som vandt en Emmy i sidste måned, er mildest talt forrygende og en dejlig overraskelse. Dette er ikke blot en stor cadeau til vores kreative team og gevinsterne ved samarbejde henover sundet, som atter har bevist sit værd - men også til DR og SVT, fordi de har turdet lade os lave serien, siger Bo Erhardt.

»Broen«, der har Kim Bodnia og Sofia Helin i hovedrollerne, hittede stort i Storbritannien i foråret, hvor den også slog »Forbrydelsen« og »Borgen« i seertal. Lige nu er »Broen 2« ved at blive optaget, men briterne må vente længe på første afsnit af efterfølgeren. Serien bliver nemlig først vist for danskerne i efteråret 2013.