De tider er forbi, hvor man blot tippede en sølle 13'er på en række halvkedelige superligakampe og en gang ishockey. I dag kan glade spillere kaste penge i grams på anderledes farverige ting.

Nu kan pengene sættes på, om den besynderlige blonde brystbombe Anna Nicole Smith får lov at arve ca. ti mia. danske kroner, som hendes nu afdøde ægtemand og oliemilliardær Howard Marshall II, efterlod sig.

Pengemagnaten scorede blondinen i en alder af 89 og med skrantende helbred. Da han døde året efter kunne Anna Nicole Smith dulme sorgen i de mange milliarder. Men det skulle blive løgn, svor Pierce Marshall, søn af den blondineglade Howard.

I retten for tredje gang
Nu går sagen i retten for tredje gang. Og bookmakersiden Unibet tilbyder en række spil på den sag. Hvis du tror at Anna Nicole Smith idømmes en bøde for at bande, vise bryster eller på anden måde udvise foragt for retten, får du pengene 11 gange igen.

Hvis du tror, at de stridende parter glemmer det hele og gifter sig i stedet, får du pengene 26 gange igen. Hos Unibet mener man, at det er helt naturligt at spille på den slags.

»Vi har et konkret ord for det. Moneytainment. Vi gør os i alt, der er underholdende, hvor der kan være penge på højkant. Langt det meste er spil på fodbold, men vi vil gerne udvide markedet yderligere,« siger Ole Hetman, dansk marketingschef hos Unibet.

Spil på bryllupstårer
»Tjener I meget på det her pil?«

»Det er for tidligt at sige endnu, men den slags her trækker ikke en kæmpeomsætning i forhold til fodbold. Men til det royale bryllup havde vi blandt andet et spil om hvorvidt dronningen ville fælde en tåre eller ej. Og det gav en seks-cifret omsætning på det spil alene«

»Hvordan sætter I oddset på om Anna Nicole Smith udviser foragt for retten?«

»Det er heller ikke så lige til, som det er med fodbold. Vi aner jo ikke hvad sandsynligheden er. Så det er lidt et gæt«

»Danmark er blevet upopulær ude i verden med Muhammed-tegninger og Irak-invasion. Kunne man spille på, om vi blev ofre for en terrorbombe?«

»Det kunne man sikkert godt, men det ville vi aldrig gøre. Det skal være underholdende. Vi vil ikke sætte odds på terror, for terror er meget bekymrende og ikke underholdende. Vi vil heller ikke lave spil på om statsministeren går af eller andet. Det synes vi heller ikke er sjovt,« siger Ole Hetman.

Alle relevante og irrelevante odds kan findes på www.unibet.com.

pas@bt.dk