Den fynske filmstjerne Roland Møller suser mod Hollywood, hvor han nu har scoret sin første hovedrolle.

Ifølge det amerikanske filmmedie Deadline står den prisvindende dansker i front i gidseldramaet "Skyscraper".

Roland Møllers manager, Louise Castenskiold, bekræfter nyheden om rollen over for Ekstra Bladet.

Ifølge Deadline er sværvægtere som House of Cards-stjernen Neve Campbell og Dwayne "The Rock" Johnson, som er en af verdens mest indtjenende skuespillere ifølge Forbes, også på rollelisten side om side med Roland Møller.

Roland Møllers kometkarriere startede i 2010, da han fik tilbudt en bærende rolle i fængselsdramaet "R", som han oprindeligt var konsulent på.

Her gjorde han stort indtryk og landede efterfølgende store roller i blandt andet "Nordvest", "Kapringen" og det oscarnominerede drama "Under sandet".

Foruden den kommende film "Skyscraper" har Roland Møller tre store internationale produktioner på vej. Tilbage i juli satte han ord på sin kometkarriere over for Ritzau Fokus.

- Det er ret sindssygt. Jeg bliver helt ydmyg, når jeg tænker over det. Men så kommer fighteren op i mig igen og siger, at det ikke er nok - jeg vil have flere roller, sagde han og tilføjede:

- Der er så mange dygtige skuespillere derude, at jeg kan få helt dårlig samvittighed over det. Har jeg fortjent det her? Åbenbart. Jeg har kæmpet for det og taget mange slag over næsen, lød det fra den fynske filmstjerne.

Roland Møller er i øjeblikket aktuel i filmen "Atomic Blonde", hvor han spiller over for den oscarvindende skuespillerinde Charlize Theron.

/ritzau/FOKUS