Rockens familie-bøgetræ

Rockens familie-bøgetræ - 1

Nik & Jay optræder på Bøgescenen torsdag klokken 17:00. Arkivfoto: Maria Hedegaard Se stort billede

Rockhistorien og stilen binder stjernerne på Skanderborg Festivalen sammen.

Umiddelbart ligner programmet til årets Skanderborg Festival det rene rod; ZZ Top, Sussi Og Leo og Danser Med Drenge ved ét arrangement?. Men med lidt fri association og rockleksikal baggrundsviden er der faktisk charmerende mening i galskaben - måske lige med undtagelse af Sussi & Leo?!!.

Danske Kashmir har jo ikke alene lært meget af deres teknik fra rocklegenderne i Led Zeppelin. Gruppens navn er også tyvstjålet fra én af Zep's største hits. Og Robert Plant, der beriger Bøgescenen med én af sine sjældne optrædener torsdag aften klokken 18:45, var jo som bekendt forsanger i Zeppelin.

På samme måde har både Midnight Blues (Rytmehans, fredag, 14:45) og Johnny Madsen (Bøgescenen, fredag 13:15) lært et trick eller tre fra Texasdrengene i ZZ Top (Bøgescenen torsdag 23:15). Og debutanten Ronni Ström (Den Blå Planet, fredag 18:45) har så til gengæld ladet sig inspirere af sin forhenværende arbejdsgiver Madsen.

Forbindelserne er mange og snørklede på dette Skanderborg »familie«-bøgetræ:

Robert Plant (Bøgescenen, torsdag 18:45)

Som medlem af Led Zeppelin var Robert Plant med til at skrive rock'n'roll Biblen. I dag nævner alle rockmusikere med respekt for sig selv Plant & Zep som én af deres grundlæggende inspirationskilder.

ZZ Top (Bøgescenen torsdag 23:15)

Med dybe rødder i sydens sumpede blues har Texas-trioen med branchens sejeste drive inspireret Gud og hvermand.

Midnight Blues (Rytmehans, fredag 14:45),

Med eks-Gasolin Søren Berlev bag gryderne skylder Midnight Blues ZZ Top mere end en enkelt kasse bajere - for dyb inspiration og mindst en lille håndfuld guitarrif.

Ronni Ström (Den Blå Planet, fredag 18:45)

Han startede som handyman og senere guitarist for den mægtige Johnny Madsen. Nu styrer Ronni sin egen skude. Men gælden er tydelig.

Johnny Madsen (Bøgescenen, fredag 13:15)

Madsens trofaste guitarist Knud Møller er lige dele Billy Gibbons, Jimmy Page og sig selv. Ligesom enhver anden dansk musiker over 25 har Madsen lyttet til »Herfra Hvor Vi Står« (Skousen og Ingemann). Og blues'en? Det er både Zep og ZZ.

Poul Krebs (Rytmehans, søndag 21:00)

Pølle har også lyttet til »Herfra Hvor Vi Står«.

Nik & Jay (Bøgescenen, torsdag 17:00)

Uden MC Einer ville ingen for alvor kunne rappe på dansk.

MC Einer ((Rytmehans, fredag 18:40)

Arven fra Steffen Brandt er tydelig.

Danser Med Drenge (Bøgescenen, torsdag 15:00)

Klaus Kjellerup er én af de mange danske sangskrivere, der morderligt gerne ville kunne komponere og rime som TV2-Steffen.

Niels Skousen (Annis Café, fredag 18:30)

Sammen med Peter Ingemann skrev Skousen i 1971 dansk rockhistorie med albummet »Herfra Hvor Vi Står« - det kunne også gøres på dansk! Mandens seneste »Dobbeltsyn« er heller ikke ringe. Og inspirationen er grænseløs.

Loveshop (Bøgescenen, lørdag 15:45)

I kærlighedsbutikken bygges der med lysende talent videre på lyrikarven fra både Steffen Brandt og Niels Skousen.

Kashmir (Bøgescenen, torsdag 21:00)

Navnet stammer fra Led Zeppelinsangen. Og lyden er ofte som en hyldest til de aldrende rockgiganter.

Moby (Bøgescenen, fredag 21:15)

Selv lyttede han blandt andet til alle de gamle giganter: Zeppelin, Stones og Beatles. I dag bringer det amerikanske musikgeni gaverne videre - smukt indpakket i fremtidens musik.

René Dif (Voice Party Tram, torsdag 19:30)

Er der liv efter Aqua? Dét får vi at se torsdag aften. Og ligesom alle andre, der blander maskiner og musik, er Rene Dif inspireret af banebrydere som Moby. De to sætter i øvrigt også »håret« på samme måde.

Mike Tramp (Rytmehans, torsdag 20:45)

Han voksede op i Danmark. Og selv om Mabel aldrig lød som Skousen og Ingemann, så kom stilen med ind med modermælken. Senere blev Tramp international og her regerer Led Zeppelin.

Zididada (Bøgescenen, fredag 15:15)

Ja, det' jo »bare« pop. Og selv om Loveshop måske ikke er inspirationskilde nummer ét, så er der blevet lyttet ved døren.

Outlandish (Bøgescenen, søndag 13:30)

Mobys rødder strækker langt.

Lars H.U.G. (Rytmehans, torsdag 22:45)

God selvtænkende elev fra den gamle sangfolkeskole.

TV2 (Bøgescenen, fredag 23:30)

Som lyriker har Steffen Brandt haft uhørt indflydelse på sine kollegaer i vores lille grønne popland. Men ingen kan følge med, når han brillerer som på »På Kanten Af Småt Brandbart«.

D.A.D. (Bøgescenen, søndag)

Sejt drive, blues'et bund og rockende top: de må have lyttet til ZZ.

Saybia (Bøgescenen, lørdag 23:45)

Okay, forbindelse er måske ikke stjerneklar. Men hvilken ny dansk rockmusiker kan sige sig fri for inspiration fra deres allesammens DAD(dy).

Carpark North (Bøgescenen, fredag 17:15)

Hvem kom først, det skal jeg ikke kunne sige. Men det lyder som om Saybia og Carpark North har gået på sammen musikskole.

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: