Jeanett overlevede tsunamien, men opgav Kjeldbjergs Robinson ekspedition.

Jeanett Weiren, 41 år, fik nok af Robinson. I sidste uge overtalte hun sine holdkammerater til at stemme sig hjem. Men hun vil ikke kaldes klynker og tudeprinsesse.

Med sig i den sparsomme baggage ud til Malaysia havde Jeanett, der er uddannet designer, men nu arbejder som gartner og gårdmand, nemlig en helt anden og forfærdelig oplevelse.

Den får udfordringerne i 'Robinson Ekspeditionen' til at ligne en ren tegneserie. Hun befandt sig på Koh Phi Phi, da tsunamien ramte Thailand 2. juledag for snart fire år siden sammen med sin bedste ven, fodboldspilleren Diego Tur og hans kæreste Bettina Jensen.

Scroll ned og læs mere

Hjalp tilskadekomne
Det lykkedes de tre at slippe levende fra den værste naturkatastrofe i dette årtusinde. Siden var hun med til at yde førstehjælp til mange af de tilskadekomne for flodbølgen. Beslutningen om at lade sig stemme hjem i ørådet kom ikke over en nat.

- Jeg havde meget tid til at tænke tingene igennem, når jeg sad og kiggede ud over de kinesiske øer, fordi jeg ikke kunne sove. Selvfølgelig gav Robinson-øren associationer til mine oplevelser i 2004, men det var ikke derfor, jeg tog hjem. Der gik simpelthen for meget kamera og tv i det, og det havde intet med overlevelse at gøre, siger Jeanett i dag.

Tv-iscenesatte overlevelsescirkus
Hun fik aftalt med holdkammeraterne, at de skulle stemme hende hjem, uden at tv-folkene vidste det.

- Jeg gav ikke op. Jeg kunne bare ikke se udfordringen. Havde det været et spørgsmål om liv eller død, var jeg gået hele vejen. Tsunamien har gjort mig stærk i kraft af, at jeg overlevede. Jeg har fået et andet syn på døden. Jeg var midt i katastrofen. Folk døde på stribe foran mig. Tre måneder senere blev jeg ramt af posttraumatisk stress. Jeg var helt nede at dykke, siger Weien, som altså slet ikke følte sig hjemme i det tv-iscenesatte overlevelsescirkus. For hendes skyld må seerne gerne mene, at hun er en kujon.

- Da jeg sad på øen virkede syv uger alt for langt og uoverskueligt. Så tv-liderlig er jeg ikke. Jeg har ikke behov for at springe rundt og vise mig som strandbabe, siger Jeanett Weiren.