Robbie Williams har kæmpet mod flere sygdomme. Han har lært at leve med sit vanvid.

København. Han har lagt kloden ned med kæmpehits og ekstreme sceneshows, og han har knust hjerter og mejslet sig ind i musikhistorien som en af vor tids største popnavne.

Fredag gæster Robbie Williams Vild med dans, hvor han skal optræde med den nye single "Party Like a Russian".

Men privat fester Robbie Williams dog ikke som en russer. Han har nemlig lært, at hans tilværelse nemt kan komme til at løbe af sporet, hvis han ikke passer på.

- Mit liv er som en flaske, der er klar for oven og mudret i bunden. Når jeg tilsætter en substans, om det så er marihuana, alkohol eller kokain, så skummer flasken over, og det hele bliver mudret, siger "Let Me Entertain You"-stjernen, da Ritzau Fokus møder ham i London.

- Min hjerne skal ikke bruge særligt meget opmuntring for at opføre sig skørt. Substanser hjælper ikke på det, siger han.

Robbie Williams, der brød igennem som kun 16-årig i det britiske band Take That, har kæmpet mod flere sygdomme.

- Jeg har en mental sygdom, og det er depression. Når jeg er deprimeret, kan jeg ikke kontrollere mine følelser, siger Robbie Williams.

Foruden depression har Robbie Williams også været oppe mod alkoholisme og stofmisbrug.

Selv om han har de usunde vaner og mentale problemer under kontrol, har han accepteret, at der er en del af ham, som han ikke kan kontrollere, hvis han skulle lade den få frit løb.

- Jeg omfavner, at en del af mig kan være skør, for der er ikke noget, jeg kan gøre ved det. Det er befriende, siger han.

Men selv om vanviddet er under kontrol, og Robbie Williams ikke længere slås mod sine dæmoner, depressioner, misbrug og ikke mindst sig selv, er der på ingen måde tomt i fighterens liv.

Han bruger i stedet sin energi på sin familie. Sangeren er gift med den tyrkisk-amerikanske skuespillerinde Ayda Field, som han har både en datter og en søn sammen med.

- I stedet for at være skør, går jeg tidligt i seng med min kone. I stedet for at være skør, forsøger jeg at skabe et lykkeligt hjem, mine børn kan vokse op i. Men det skøre vil altid være en del af mig, og det vil altid være det, erkender superstjernen ærligt.

/ritzau/FOKUS