Den ene er en idiot og en narrehat. Den anden er en dum, skinhellig skid. Den besked får man, hvis man ulejliger sig med at spørge, hvad den konkursramte finansmand Klaus Riskær og Parkens Flemming 'Don Ø' Østergaard mener om hinanden.
De to fyrer en række grimme bandeord af, som ikke engang hører hjemme under de groveste mobbeseancer, når børnehaveklassen holder spisefrikvarter.
Det er mandemagasinet Arena, som har interviewet Klaus Riskær oven på varetægtsfængslinger, brud med konen Jill og mandehørm om, at han ikke vil skifte bleer under nogen omstændigheder.
Under interviewet spørger Arenas journalist om, hvad Klaus Riskær synes om Flemming Østergaard. Det foregår helt uden bagtanke, hvor der også bliver spurgt til en masse andre ting, som Riskær skal give sit besyv med om. Men muligheden for at tale om Parkens bestyrelsesformand får Riskær til at åbne op for den beskidte del af sit ordforråd.
- Han er en proletar. En simpel købmand. En dum skid. Ligegyldig, vælter det ud i det kommende nummer af Arena fra Klaus Riskær.
Direkte adspurgt svarer Flemming Østergaard til MSN.dk Gossip:
- Jeg tror, han beskriver sig selv. Jeg kender ikke Klaus Riskær, men har dog mødt ham et par gange, hvor han opførte sig som en forvokset 18-årig skoledreng, siger FCK-bossen.
Han er til grin
- Jeg har ikke noget imod ham. Men jeg synes da, han er en narrehat. Han er kun til grin. Både hans forretningsliv og privatliv taler jo for sig selv, siger Østergaard.
Dysten på de grimme ord fortsatte i aftes, da B.T. ringede for at få forklaringen på de to parters uvenskab.
- Jeg kender ham jo ikke personligt, men jeg har sagt, at han virker som en dum skid på skærmen. Han sidder gerne og kommenterer os andre. Han har blandt andet siddet på TV2 Lorry og skinhelligt talt nedværdigende om mig i forbindelse med min varetægtsfængsling, og så må han forvente at få igen, forklarer Riskær til B.T.
- Jeg blev bare spurgt om min holdning til ham, og så svarede jeg bramfrit, at jeg synes, han er overvurderet. Han er en simpel købmand, der er en del af et pengeproletariat, der laver ligegyldige forretninger, lyder det fra Riskær.
Rystende ligegyldig
Flemming Østergaard er svært forundret over personangrebet.
- Jamen, jeg kender jo slet ikke manden. Slet ikke. Og han kender ikke mig, lød det torsdag aften forbløffet fra fodboldbossen.
Men står du ved dine ord til MSN?
- Det er meget muligt, jeg har sagt sådan. Jeg synes da, han er en narrehat. Men jeg orker ikke at indgå i sådan en dialog med ham. Faktisk forstår jeg slet ikke, jeg gider tale med dig om den idiot. Han er mig rystende ligegyldig, siger Don Ø.
- Jeg har kun mødt ham et par gange til nogle receptioner, hvor han opførte sig som en skoledreng, siger Flemming Østergaard.























