Magasinet OK! vandt over Hello! efter et langvarigt retsopgør om rettighederne til dækning af hollywoodbrylluppet mellem Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones.

Storbritanniens øverste domstol støttede onsdag ugemasinet OK! i dets strid med rivalen Hello! efter et langvarigt retsopgør om retten til fotos fra brylluppet mellem hollywoodparret Michael Douglas og Catherine Zeta-Jones i 2000.

OK! betalte en million engelske pund for de eksklusive rettigheder til fotos fra brylluppet og vandt i 2003 en retssag mod Hello!, som uden tilladelse bragte billeder taget af en paparazzofotograf

Hello! vandt i 2005 en appelsag, men OK! tog sagen op til landets øverste appeldomstol, The Law Lords, for en endelig afgørelse i sagen.

Afgørelsen, som sikrer OK! en erstatning på en million pund, kan ifølge bladudgivere og advokater få vidtrækkende følger for, hvordan medier fremover dækker begivenheder med berømtheder, da disse med afgørelsen får langt flere muligheder for at kontrollere deres ansigt udadtil.

/ritzau/