Det her er beskidt rock'n'roll, og alle lydfreaks kan begynde at krumme tæer.
Ovenstående manifest-agtige udladning tager selvfølgelig udgangspunkt i Detroit Rock City.
Det er hjembyen for duoen The White Stripes, som er noget så rock'n'rollet som en bror og en søster. Jack White synger og spiller guitar, og Meg White spiller trommer. Og så er der ikke mere. Ingen bas, ingen kor, ingen keyboards - bare rock for rockens skyld og masser af attitude.
Stooges og MC5 har lavet det meget bedre, men det er sgu ved at være mange år siden, og Jack og Megs musik frembringer minder om dengang, man gik bagstiv i studiet, indspillede de sange, man havde skrevet i sidste uge, og fortsatte drukturen bagefter.
At de seks af de 16 sange godt kunne undværes, er bare en parentes, når rocken er så rendyrket, som den er hos The White Stripes, og det bringer kun ekstra glæde, at bandets to første albums nu også kommer til lille Danmark.
jonas
The White Stripes, White Bloodcells, XL Recordings/Playground





















