I går debuterede Reimer Bo endnu engang som nyhedsvært på 21 Søndag. Her kom han op at toppes med skatteminister Kristian Jensen.

Reimer Bo har ikke siddet i værtsstolen på DR Nyheder i halvandet år. Og måske var han lige ivrig nok efter at lave sit første konfronterende interview. I hvert fald lignede hans snak med skatteminister Kristian Jensen mest af alt et skænderi.

21 Søndag bragte et indslag om Barbara Friis Mathorne, der blev ramt af en aggressiv brystkræft. Det danske sundhedsvæsen havde givet fortabt, men på et privathospital i Kina kunne Barbara Friis Mathorne få en lovende behandling. Den var bare alt for dyr.

Barbara Friis Mathornes arbejdsgiver tilbød derfor at betale de 200.000 kroner behandlingen koster. I maj døde Barbara Friis Mathorne af sin sygdom. Men som om det ikke er nok, modtager hendes mand Dennis Mathorne en skatteregning på næsten 100.000 kroner. Det blev skatteminister Kristian Jensen konfronteret med i Reimer Bos debutudsendelse.

Men interviewet mindede mere om et skænderi end en saglig snak.

Se hele interviewet her

- Jeg ved jo ikke, hvordan en skatteministers hjerte fungerer, men hvad tænker du, når du hører Dennis' og Barbaras historie? åbner Reimer Bo interviewet.

- Jeg tænker først og fremmest, at jeg ikke forstår, hvorfor DR ikke fortæller, at de ikke skal betale skat. For I har for flere dage siden fået at vide, at skat har tænkt sig at bruge den undtagelsesbestemmelse, som gør, at de ikke får en skatteregning for den operation. Det har I vidst i flere dage. Det har du vidst siden i eftermiddags, og alligevel fortæller I historien forkert både kl. 18.30 og nu, svarer skatteministeren.

I løbet af interviewet bider Kristian Jensen og Reimer Bo flere gange af hinanden. På et tidspunkt spørger Reimer Bo endnu engang ministeren, om man ikke kan betale for sine medarbejderes kræftbehandling.

- Jo, det kan man godt, I skulle have researchet noget bedre, svarer en synligt irriteret skatteminister.

Interviewet sluttes af med disse spøgende bemærkninger, med et snert af sarkasme:

- Kristian Jensen, tak fordi du kom med. Du var lidt vred i starten, er du blevet glad igen?

- Jamen, jeg er altid glad, når snakker med dig, Reimer. Især efter du har styr på dine fakta, siger skattemnisteren.

Se hele interviewet her