Efter sidste års almindelige messekoncert fik hverken Saybia, Carpark North, Swan Lee, Superheroes eller Junior Senior noget konkret ud af det.
Og det bliver nok ikke anderledes i år, hvor Danmark ellers i aften skyder det mere end fem mio. kr. dyre statsstøttede startskud med messens officielle åbningsfest »Discover Denmark«. Det spår koncertens kransekagefigur The Raveonettes, der lige nu har stor succes i både Storbrittanien og USA.
»Vi undrer os over, hvad de fem millioner går til. Man huser i hvert fald de danske musikere i et kompleks med køjesenge 15 minutter uden for byen i bil. Dér kan man altså ikke skabe gode vibrationer og kontakter.
Prins Joachim og kultur-Brian (minister Mikkelsen, red.) bor sgu ikke derude, og det er sgu ikke dem, der skal spille,« siger Sune Wagner om de fine jakkesaet, der rigtig nok har havudsigt sammen med blandt andre Madonna på byens dyreste hotel, Carlton.
Sune Wagner og kollegaen Sharin Foo er selv flyttet ind til en bekendt i byen, ligesom Swan Lee har pakket deres tasker og prøver at finde bedre overnatning i selve messebyen. Og hotel-kritikken er kun begyndelsen.
Typisk dansk
»Samtidig sender man alle danske musikere hjem igen allerede mandag. Det signalerer, at man ikke rigtig mener det. Det er typisk dansk. Det går simpelthen over hovedet på dem (Kunststyrelsen under Kulturministeriet som står for arrangementet; red.), at hvis man skal gøre det, skal man gøre det 100 procent. Det kræver ikke så meget hjerne at gøre det ordentligt, og det er ærgerligt, at de ikke går det sidste skridt.
Hvis man vil noget med musik, kræver det, at man er der hele tiden. Vi har for eksempel det sidste års tid spillet ti gange i London, ni gange i New York og otte gange i Los Angeles for at holde vores navn varmt.
Det skal til. Vi bliver her også til messen er slut på torsdag. Og vi skal endda ikke have noget ud af det. Vi har, hvad vi skal bruge,« siger duoen der er udsendt over hele verden på millionkontrakter med Columbia og Sony.
»Vi har erfaret, at et gennembrud handler om at skabe kontakter, og man skal selv vaere der. Folk gider ikke tale med Kunststyrelsen og ikke engang din manager. De vil tale med dig. Gerne efter at lyset er slukket. Og ikke på et reservat med køjesenge langt udenfor, hvor det sker.«
Tak - vi ses i aften til den officielle reception for alle danske musikere og presse. »Hvilken reception? Den har vi ikke hørt noget om.« »Discover Denmark« er kulminationen på tre års eksport-arbejde i Kunststyrelsen, Kulturministeriet og Danmarks Eksportråd. Og måske havde Junior Senior og Outlandish lugtet den lunte, som The Raveonettes nu mener stinker.
Begge var inviterede af den danske stat, men Junior Senior prioriterer arbejdet med et nyt album højere, og Outlandish ville hellere spille koncerter i Schweiz og Østrig.






















