Når Popstars-Jon mandag sender albummet »This Side Up« ud til titusindvis af fortrinsvis vilde pigefans, er det med visheden om, at hjælpen på pladefronten har været i top.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Søren Rasted fra Aqua har nemlig skrevet og produceret alle sangene.

Rasted har på ingen måde været involveret i udvælgelsen af Jon. Men kort inden afgørelsen faldt i august, omtalte dommerne Jon meget rosende, og det passede Aqua-sangskriveren godt, fordi de fleste af de sange, han havde skrevet, var bedst til en dreng.

Hvis en pige havde vundet, kunne kun et par af Sørens sange bruges, mens resten lå på skrivebordet og i computeren hos andre sangskrivere og producere. Men som executive producer med alle de rigtige forbindelser i London havde Søren Rasted under alle omstændigheder det overordnede ansvar for pladen.

»Jeg var lidt skræmt ved det i starten, for jeg rådførte mig med forskellige mennesker, der alle frarådede mig det. Det er jo en øm ting, fordi der er mange i branchen der ikke synes, at det er credible (kunstnerisk troværdigt, red.). Men det tændte mig på en måde lidt. Jeg havde lyst til at give mig i kast med noget, som kunne være farligt, og jeg kunne måske også være med til at vende stemningen lidt. Jeg synes jo, at den måde at finde kunstnere på i virkeligheden er en mere retfærdig måde, fordi de prøver alle de rigtige ting i udvælgelsesforløbet,« siger Søren Rasted til B.T. i sit eneste interview om Popstars.

I England kunne Søren også se, hvor stor succes deres Popstars-gruppe Hear'Say og deres Pop Idol-solist Will Young havde. Så selvom han først kun havde sagt ja til at skrive ét nummer, havde han ti klar - ét skrevet sammen med vennen Martin Brygmann - da Jon i starten af oktober mødte op i Strongroom-studierne i London, hvor også Spice Girls, Craig David og Jamiroquai har indspillet. Og hvor Søren havde sørget for producerhjælp fra Toby Chapman, der har spillet keyboards i Spandau Ballet og arbejdet med blandt andre Tina Turner, Rod Stewart og Cher.

»Den første dag var jeg lidt usikker på ham,« siger Søren om Jon.

»Men allerede anden dag gav han den overraskende godt, så der faldt en kæmpe sten fra mit hjerte. Siden gjorde han faneme et stort indtryk. Han synger pisse-godt, og det fede er, at han har en distinkt stemme, som man kan genkende. Der er for mange i dag, der lyder alt for pænt og ikke specielt originalt. Og så ved han, hvad han vil. Han kom selv med små ting, som gjorde det bedre. Og han er meget nærværende. Mere end jeg selv var,« slutter Søren.