Hårdtslående John Rambo er efter 20 års pause tilbage på lærredet, men ifølge de første anmeldelser skulle han være blevet væk. Sylvester Stallones nye film bliver slagtet i den amerikanske presse.

Fredag har den fjerde Rambo-film premiere i USA, og John Rambo, der de sidste tyve år har gemt sig i Thailand, får i NY Post blot halvanden stjerne.

John Rambo, spillet af 61-årige Sylvester Stallone, ernærer sig ved at fange cobraslanger i Thailand, men bliver af en oprørsgruppe overtalt til at gå imod militærstyret i Burma, og så skulle der ellers komme action på drengen.

I den sidste film i serien, Rambo 3 fra 1988, kæmpede Rambo heroisk side om side med afghanske oprørere imod den sovjetiske besættelsesmagt - en værdig modstander for den ærkeamerikanske figur under den kolde krig.

Et fjendebillede der mangler i Rambo 4.0., hvor der ikke skulle være hverken hoved eller hale i en konstant række af meningsløse voldshandlinger.

Følg med på bt.dk når vi giver vores egen anmeldelse af Rambo 4.