Den afroamerikanske instruktør Spike Lee, der selv har fået en æres-Oscar, dropper årets show, fordi størstedelen af de nominerede er hvide.

København: Den gyldne Oscar-statuette skaber i øjeblikket en voldsom debat om mørk og lys hudfarve.

For andet år i træk er der ingen afroamerikanere blandt årets 20 nominerede til skuespilkategorierne, og det har fået flere kritikere til at rase over manglende mangfoldighed.

Blandt andre er de nyligt Golden Globe-nominerede skuespillere Idris Elba (for "Beasts of No Nation", red.) og Will Smith (for "Concussion", red.) ifølge kritikerne blevet forbigået af Oscar-akademiet, og efterfølgende opfordrede sidstnævntes berømte kone, skuespillerinden Jada Pinkett Smith, øvrige afroamerikanere til at holde sig kollektivt væk i protest.

Også årets vært, den afroamerikanske skuespiller og komiker Chris Rock, har kommenteret på den "hvide Oscar", som uddelingen er blevet kaldt, og nu kommer Spike Lee også på banen med sin modstand over for farvefordelingen.

- Jeg vil gerne takke akademiet for min æres-Oscar, men jeg kan ikke støtte årets uddeling - hvordan er det muligt med 40 hvide skuespillere på to år?, raser han på Instagram.

- Jeg skriver dette, mens vi fejrer 30-året for Martin Luther Kings fødselsdag. Han sagde, at der kommer et tidspunkt, hvor man skal tage et standpunkt, fordi ens samvittighed siger, det er det rigtige, lyder det fra Lee.

- Ind til alle minoriteter er samlet, vil Oscaren være hvid som en lilje.

Akademiets formand har tidligere udtrykt "skuffelse" og lover nu drastiske ændringer:

- Jeg er både sønderknust og frustreret over manglen på integration. Det er tid til forandringer, sagde Cheryl Boone Isaacs i en pressemeddelelse mandag.

Årets Oscar-statuetter bliver uddelt 28. februar.

Se Lees opslag her: https://www.instagram.com/p/BArm7C2Sqh–/?taken-by=officialspikelee

/ritzau/FOKUS