En sommersøndag på Sankt Croix. TV-holdet holder fri, og Trine Gadeberg har smidt nissedragten for at synge i den lokale kirke. Danskeren med den store stemme i den lillebitte krop får menigheden til at eksplodere.
Kirkeskibet gynger på høje bølger af utæmmet livsglæde. Sorte arme svajer i luften, og granvoksne madammer danser med vuggende hofter omkring i midtergangen.
Halleluja! Livet er en fest. »Det var en fantastisk oplevelse. Nok turens største for mig,« fortæller Trine Gadeberg om de seks uger, hun opholdt sig på den tidligere danskvestindiske ø sammen med resten af holdet bag »Nissernes Ø«, årets julekalender på DR-TV.
Kviknissen er kult
Den 34-årige musicalstjerne spiller kviknissen »Pyt« og er for længst blevet kult blandt børn og barnlige sjæle. Hvilket hun dagligt mærker, når hun optræder med sit Pyt-show rundt omkring i landets storcentre.
Bisværme af børn overfalder hende for at gafle sig en autograf, og nogle steder har hendes hjælpere haft deres hyr med at beskytte spirrevippen fra Sydjylland.
»Lige så snart jeg tager Pyt-tøjet på, er jeg en helt. Så er jeg ikke Trine Gadeberg længere. Så er jeg Pyt. Det er ret underligt at være inde i en person, som er en virkelig helt for børnene,« siger Trine Gadeberg, der selv er mor til Andrea på fem år.
Hun bor i Kolding med mand og datter, men er opvokset i Holsted og fik i 1992 sit gennembrud i Varde Sommerspil som Maria i musicalen »Sound of Music«. 42.000 mennesker så forestillingen, og derefter var der ingen vej tilbage.
Med i Grand Prix
En lærereksamen er aldrig blevet brugt. Hun har i stedet levet som professionel sanger og har medvirket i utallige musicals og revyer i det jyske.
I 2000 blev hun nummer fem i Dansk Melodi Grand Prix med Helge Engelbrecht-sangen »Lykkefugl«.
Hun optræder jævnligt med Stig Rossen, og snart skal hun på turné med »Grease«, hvor hun har den ene kvindelige hovedrolle som bitch over for Sofie Lassen Kahlke Sandy.
»Nissernes Ø« er Trine Gadebergs første opgave som egentlig skuespiller, og oplevelsen har givet hende appetit på mere.
»Jeg vil enormt gerne være skuespiller. Det har været en stor drøm, siden jeg var fem-seks år gammel. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg aldrig har søgt ind på en skuespillerskole.
Tanken har aldrig strejfet mig. Nok fordi jeg meget tidligt fik meget travlt med musikerjob hele tiden,« fortæller hun.
Musik i kroppen
Hendes far var musikskolelærer og moderen bedemand med en dyb passion for opera.
»Ja, det lyder som noget fra Krummerne, gør det ikke? Men vi kan altså ikke gøre for det,« griner Trine Gadeberg og fortæller, at hun er nummer to i en søskendeflok på fire. Alle med musik i kroppen.
»Min storesøster synger som en engel, men hun tør bare ikke. Min lillebror har startet et heavy metal-band, hvilket naturligvis er et chok for familien. Endelig går min anden søster til rytmisk klaver på konservatoriet i Silkeborg,« fortæller hun.
Forældrene blev skilt, da Trine var 15, og hun har yderligere to halvsøskende fra faderens nye forhold.
Som den eneste af børnene blev Trine Gadeberg boende hos faderen.
»Mor flyttede til en anden by, og jeg ville ikke med, fordi alle mine venner var i Holsted. Desuden var det det helt fantastisk at bo sammen med far. Han er jo en spillemand. Vi sad altid ved klaveret og spillede og sang.«
Trine Gadeberg render rundt med et komisk gén i kroppen, som tidligt skaffede hende ind på revyscenerne. Som barn kunne hun drive lærerne til vanvid med sine klovnerier. Hun blev ofte verfet uden for døren, hvor hun måtte gemme sig bag frakkerne på knagerækken af angst for at møde sin far, der var lærer på samme skole.
Klassens klovn
»Jeg var ikke ubehøvlet. Jeg svarede ikke igen. Jeg var bare svær at styre. Klassens klovn simpelthen. Jeg synes jo selv, at jeg var ret underholdende,« ler Trine Gadeberg, der forrige sommer optrådte i Sønderborg Revyen og priser sig lykkelig for, at Flemming Jensen en aften satte sig på en af rækkerne.
En smule barnlig
»Jeg havde selv skrevet min monolog, som var så rablende vanvittig, at jeg tror, Flemming må have set lidt af en nisse i mig. I hvert fald blev jeg inviteret til casting på »Nissernes Ø«, og da jeg fik rollen som Pyt, blev jeg bare så glad,« siger hun om mødet med julekalenderens idémand og instruktør.
»Jeg har altid haft en indre nisse i mig. Jeg er drilsk og en smule barnlig... på den gode måde. Jeg elsker jo julen. Hvis jeg stadig boede hjemme hos mine forældre, ville jeg helt sikkert sikre mig, at der var noget til mig i mine sokker,« ler hun.
Udover flere skuespilroller drømmer Trine Gadeberg om at lave sit eget show med sang og sjov. Et show hvor hun vil kombinere alle sine talenter for at synge, skrive sjove tekster og spille alskens instrumenter. Hun har undervist i trompetspil og spiller for tiden lystigt på en tuba, som hun har arvet.
Hjemme i Kolding passer ægtemanden, Jørgen Heick (jo, langt ude er han i familie med Keld og Hilda) sit lærerjob og datteren, Andrea. Mor er ofte på farten, men nægter at slæbe dårlig samvittighed med i bagagen.
»Jørgen tog orlov for at passe hende, da hun var tre måneder gammel. Jeg spillede med i »Les Miserables« i Herning og malkede ud i pausen. Det var hårdt, og jeg gør det aldrig mere. Men nu kører det fint. Jeg kommer som regel hjem om aftenen og har fri på tidspunkter, hvor andre ikke har. Så tager jeg hende hjem fra børnehaven for at være sammen med hende, og så synger vi,« fortæller Trine Gadeberg, der gerne vil have flere børn. Bare ikke lige nu.
Tryk på karrieren
»Hvis jeg kunne få en anden til at føde dem, ville det være rigtig godt. Der er så meget tryk på min karriere i øjeblikket, at det er svært at kombinere med børn. På den måde er jeg måske lidt egoistisk.«
Øjeblikke som dem i kirken på Sankt Croix er brændstoffet for Trine Gadeberg. Hun har én mission her i livet: at gøre folk glade.
»Jo mere man åbner sig over for andre, jo bedre får man det. Det er ret banalt, men sandt. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er havnet på den rette hylde, og min livsfilosofi er at sprede glæde,« siger hun.
Pling! Man skal være temmelig »tyk, dvask og ufriseret« for ikke at falde i staver over Trine Gadebergs nissesind. Eller med Pyts sædvanlige glædesudbrud: »Kanin!«.
