Nogle gange har TV-værten Puk Elgård det som om, hun er ved at blive søsyg. Andre gange høre hun ikke, hvad folk siger til hende. Hun siger bare 'ja,ja,ja' med et fjernt blik. Puk kender sine faresignaler. Det betyder stress. Det betyder, at hun er nødt til at stoppe op, hvis det ikke skal ende galt.
- Så tænker jeg: Nu lægger jeg til kaj og stiger af den her båd. Når det gynger, mens jeg går, er det fordi, der er noget galt, siger den 38-årige TV- og radiovært, som i de sidste par år har levet uden stress.
Hun har lært det på den hårde måde.
Tre gange er kroppen bukket under med stress under krævende TV-produktioner. To gange så voldsomt, at hun blev kørt væk med ambulance og endte på hospitalet. Følelsesløs i venstre side, svimmel og med vejrtrækningsproblemer blev hun blandt andet scannet og tjekket for hjertefejl, men lægerne kunne hurtigt slå fast, at det var ikke hjertet, der var noget galt med. Det var arbejdspresset.
Beskeden var klar, når hun sad i det skarpe hospitalslys med hospitalssokker og sygeskjorte. Alligevel tog hun det ikke alvorligt. I stedet for at ringe og melde sig syg, fortsatte hun næste dag med at være den smilende vært, som er så sød, at det næsten 'giver folk huller i tænderne', som hun selv udtrykker det.
Indlagt om natten
- Da jeg lavede 'Den Store Mission', var jeg på hospitalet om natten, og næste dag stod jeg op og var på 16 timers optagelse. Jeg sagde ikke til nogen, at jeg havde været indlagt om natten. Først da produktionen var slut. Sådan havde jeg ikke gjort i dag. Dengang ville jeg bare gerne være Super Karla, der klarer alt og smiler samtidig. Jeg blev jo valgt ud af mange andre til noget, og så ville jeg jo gerne leve op til det. Jeg ville gerne have dem til at sige: Godt vi valgte hende, siger Puk Elgård, som aldrig har udsat en produktion, selvom kroppen skreg på en pause.
Til gengæld er hun sikker på, at hun aldrig igen presser sig selv så langt ud, at armen pludselig bliver følelsesløs, og hun må hive efter vejret.
- Jeg har stået i mange garderober og grædt vandret, siger hun og viser, hvordan man bøjer hovedet, så tårerne triller ned på gulvet og ikke ned af kinderne.
- Hvis makeuppen løber ud, skal man jo vente tre kvarter på, at man får lavet et nyt ansigt. Det er jo helt hul i hovedet. Man burde jo bare sige 'Prøv at høre her. Jeg kan ikke mere.' Det gælder om at finde mod og selvtillid til at sige fra. Mange mennesker tør ikke sige, at de bliver presset for hårdt på deres arbejdsplads. De er bange for, at man så bare siger 'Fint, så finder vi en anden', siger Puk Elgård, som selv under sin mors sygdom og død for to år siden stillede smilende op i rejseprogrammerne 'Uventet besøg'.
Fra Kina til hospice
Det lyder helt vanvittigt, når hun fortæller om det i dag. Den ene dag rejste hun til Kina med TV-holdet, så var hun hjemme på sin mors hospice, så med fly igen, så hjemme hos sin mor. Da moren døde, var Puk Elgård hos hende. Tre dage efter var hun på optagelse igen.
- Det var en følelsesmæssigt maraton, og samtidig gjaldt det jo om at se enormt glad ud. Seerne kan jo ikke bruge til noget, at man er i dårligt humør. Dagen efter min mors begravelse, tog jeg til Barbados på optagelse for at være skide glad i en eller anden bikini. Det føltes helt forkert. Der kom nogle gode rejseudsendelser ud af det, og jeg fik nogle fantastiske oplevelser, men spørgsmålet er, om jeg ikke skulle være blevet hjemme og have bearbejdet sorgen, siger Puk Elgård, som i dag ved, at det ikke er nok at kunne bide tænderne sammen, når man står i det.
Bagefter kommer der en pris, som skal betales. For hende har det typisk betydet, at hun har brugt lang tid på bare at sidde og stirre ud i luften og komme til sig selv efter TV-optagelserne.
- Jeg kan huske, jeg sad derhjemme og tænkte »Hvad er det for en lyd.« Det var en HT-bus, og jeg tænkte 'Nå, kører de stadig?' Jeg troede, alt var gået i stå, for jeg sad jo bare og gloede ud i luften, husker Puk Elgård.
I dag er hun ikke i tvivl om, at hendes opleveler med stress har gjort hende stærkere. Hun ved nu præcis, hvornår hun skal sige fra, når hun mærker signalerne. Det har også givet hende en anden indsigt. Hun kan for eksempel se på lang afstand, hvis en kollega er på vej ned.
Er du der?
- Jeg synes, det er min pligt lige at tage den person i hånden eller på skulderen og sige, 'Hvordan går det. Er du der?' Det har jeg gjort flere gange, og jeg har endnu aldrig taget fejl. Der har altid været noget galt, når jeg spurgte. Det er ligesom, da man var lille og havde slået sig, og man løb og løb og løb, og først når folk spurgte til det, begyndte man at græde. Ellers løber man jo bare stærkere og stærkere, fordi det gør ondt, og man vil væk fra smerten. Jeg synes, vi skulle passe bedre på hinanden. Man kan ikke forlange det af alle, men man kan forlange det af os, som har prøvet det, siger hun.
Plaster i tasken
For Puk Elgård føles det helt naturligt at gå hen og prikke folk på skulderen og spørge til deres velbefindende.
- Det er ikke mærkeligt for mig. Det er kun få år siden, jeg er holdt op med at gå rundt med plaster i tasken, hvis nogen kom til skade. Jeg har altid været klar med en forbinding, griner hun.
