TV-værten Tine Götzsche var 35 og havde været alene i otte år, da hun besluttede at adoptere.

Hun ville have et barn. Det kunne hun mærke. Det biologiske ur tikkede, og da der på ottende år stod en enkelseng i soveværelset, blev profilvært, Tine Götzsche tvunget ud i nogle alvorlige overvejelser.

- Jeg ansøgte om adoption, lige før jeg fyldte 35. For når man bliver 35 og ikke har nogen kæreste, så skal man som kvinde til at tænke sig om. Jeg skulle forholde mig til sandsynligheden for, at jeg ikke ville få en mand, mens jeg kunne få børn. Og jeg skulle overveje, om jeg ville have børn. Og det ville jeg, siger Tine Götzsche, da hun møder B.T. til en snak om det at adoptere som alenemor - og endda en succesfuld en af slagsen.

- Jeg tror, det skyldes en trang til at have familie og så en fornemmelse af, at jeg havde så meget at give af, som på en eller anden måde gik til spilde i det der singleliv. Jeg kan huske mange gange, hvor jeg om aftenen har tænkt, at i dag havde jeg en masse kærlighed, god vilje, energi og plads og rum at give til nogen. Men det gik ligesom til spilde på en ligegyldig måde, forklarer Tine Götzsche

Da hun havde besluttet at få et barn, fulgte beslutningen om, hvordan det skulle lykkes rent praktisk.

- Hvis man er alene og gerne vil have et barn, så ligger det jo ikke lige til højrebenet, hvordan man gør. Og jeg har da også fået alle mulige mere eller mindre platte og småsjofle kommentarer om, at det da var meget billigere i fadøl på en fredag aften. Men jeg kan simpelthen ikke forestille mig at få børn med nogen, jeg ikke kender. Jeg kan slet ikke forestille mig tanken om ikke at kende halvdelen af det væsen, jeg selv skulle bære indeni, forklarer hun.

- Faktisk havde jeg ikke lyst til at være gravid alene. Altså jeg vil gerne være gravid. Og jeg vil også meget gerne have mit eget biologiske barn. Jeg vil bare ikke have det alene. Jeg kunne ikke forestille mig at have alle de fysiske besværligheder alene. Og ligge alene og mærke, nu sparker det for første gang og så ikke have nogen at dele det med, siger Tine Götzsche.

Rystende nervøs
Hun besluttede derfor, at den rigtigt løsning for hende var at adoptere et barn. Hun kontaktede et adoptionsbureau og blev godkendt som eneadoptant. Og efter en lang proces med papirarbejde og intet andet bevis på sin nye søns eksistens, end et par billeder kom endelig dagen, hvor hun stod foran hotellet i Etiopien og ventede på at blive kørt ud til børnehjemmet.

- Jeg blev hentet på hotellet af chaufføren. Jeg var jo selvfølgelig rystende nervøs, og jeg kan heller ikke love, at jeg ikke bliver lidt rørt, siger Tine Götzsche, da hun skal fortælle om det første møde med sønnen, Jakob. Hendes øjne er med et blevet blanke, men hun rømmer sig og forsøger at fortsætte fortællingen.

- Så blev vi kørt derud. Undskyld..., siger hun og holder en pause.

- Og så var jeg der i to timer. Ej det var da frygteligt. Og så var vi der i to timer, og så tog vi af sted igen, og så havde jeg ham med, siger hun nu halvvejs oppe af stolen. Mens hun ser sig om efter en kleenex. Tilbage i stolen, udstyret med kleenex, forsøger hun at få styr på tårerne.

- Det er lidt stort, siger hun og smiler undskyldende.

- Det er simpelthen så svært at forberede sig på det der følelsesmæssige stormvejr. Hvis man har været gravid, så har man kunnet mærke sit barn fysisk undervejs. Det her det er jo - hvad er det modsatte af en kold tyrker? Det er en kold start, siger hun og griner.

Det første år holdt Tine Götzsche orlov fra sit job på TV avisens udlandsredaktion og blev hjemme med den syv måneder gamle Jakob. Men så blev hun tilbudt jobbet som vært på Profilen, og den stilling kunne hun ikke afslå. Også selv om det ville betyde, at hun ville få meget lange arbejdsdage.

Redningen i de situationer er Jakobs vuggestue. Den er døgnåben, og det benytter Tine Götzsche sig jævnligt af. Hver onsdag når Profilen skal på, møder hun nemlig ind på arbejde klokken otte, og hun er først færdig igen kl. 24.00. De dage sover Jakob i vuggestuen.

- I starten ville jeg ikke have, at han skulle sove derinde, fordi han kom fra et børnehjem, og nu gjorde jeg det ved ham igen. Og det var rigtig rigtig ondskabsfuldt. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud, at han skulle sove og vågne derinde næste morgen og ikke have sin mor. Så jeg hentede jeg ham onsdag aften, når jeg var færdig. Så jeg flåede ham ud af sengen og satte ham ud i en iskold bil og kørte ham hjem. Stakkels barn, siger Tine Götzsche.

Men efter halvanden måned besluttede hun alligevel at prøve at lade Jakob blive i institutionen. Og det viste sig at være en succes for både hende og Jakob. De fik sovet en hel nat, og Jakob var glad, da han blev hentet.

- Nu hvor jeg har vænnet mig til det, er det overhovedet ikke noget problem mere. Men det er grænseoverskridende, for vi altid bliver tudet ørerne fulde af, at børnene skal afleveres så sent som muligt og hentes så tidligt som muligt. Henter man efter fire, er man lidt en ravnemor, og jeg henter ligesom først næste morgen, så jeg har måttet arbejde med mine egne fordomme. Men jeg kan jo se, at jeg har en rigtig glad dreng som trives, siger hun.

Lille familie
Institutionen giver Tine Götzsche en tryghed, for hun ved, at hun altid kan få Jakob passet der. Men derudover er hun også velsignet med et godt netværk af venner og familie, der altid er klar til at give en hånd med, når det brænder på.

- Der opstår aldrig sådan en fuldstændig død panik. Jeg kan altid få ham passet. Men jeg har selvfølgelig en eller anden grænse for, hvor meget jeg kan holde ud, at han er i institution, siger hun. Derfor holder hun fri hver torsdag og smider sig på gulvet og leger togbane med sønnen.

- Selvfølgelig ser Jakob sin mor mindre end drenge, hvis mor ikke har et arbejde som mit. Men Jakob har en glad mor. Og det tænker jeg også på. Jeg kan jo sagtens blive grebet af den der dårlige samvittighed, som alle mulige andre mødre også bliver grebet af. Hvor jeg tænker, jeg ser ham ikke nok, eller man føler sig lidt som en turist i sin søns liv, siger hun. Og fortæller, at det da også brænder på engang imellem.

Som for et par uger siden, hvor hun for første gang tillod sig selv at forlade Jakob en hel weekend for at tage til en venindes bryllup i London. Weekendudflugten blev efterfulgt af en ualmindelig travl uge med en prinsefødsel, hvor Tine Götzsche var en af DRs kommentatorer ved fremvisningen af lilleprinsen på Rigshospitalet. Og det ekstra arbejde oveni den sædvanlige store opgave med at forberede ugens profil gjorde, at hun fik set meget lidt til Jakob.

Jeg vil gerne rammes
- Da jeg hentede ham torsdag morgen, havde jeg det sådan, nu er det bare os. Der synes jeg simpelthen ikke, jeg havde set ham, siger hun.

Tine Götzsche er i dag 37 år gammel, og det er nu godt halvandet år siden, hun hentede Jakob i Etiopien. De to er nu deres egen lille familie. Men profilværten har endnu ikke helt opgivet ideen om en dobbeltseng i soveværelset.

- Det at være alene er ikke en ny situation for mig, for jeg har jo været alene i mange år. Jeg vil sådan set gerne have en mand, og jeg vil egentlig også gerne have flere børn. Men jeg er også i en situation, hvor jeg er meget glad for min tilværelse.

Jeg synes, jeg har et fuldt liv. Måske især nu hvor jeg har fået Jakob. Det er ikke et savn i min hverdag. Jeg føler mig ikke ensom, og det gjorde jeg heller ikke før, jeg fik ham, siger hun og forklarer nærmere.

- Jeg er nok i det samme dilemma som mange andre mænd og kvinder i min situation. Man har egentlig et godt liv og bliver derfor også naturligt nok kræsen. Det alternativ, der byder sig, skal virkelig være godt. Men selvfølgelig kan jeg rammes. Og jeg vil da gerne, siger hun med et smil.

sfm@bt.dk