De danske deltagere ryddede bordet ved prestigefyldt balletkonkurrence i Canada, som blev afholdt natten til torsdag dansk tid.

Den Kongelige ballet vender hjem med hænderne fulde efter uddelingen af den prestigefyldte Erik Bruhn-prisen i nat i The National Ballet of Canada i Toronto, skriver b.dk.

Korpsdanserne Ida Praetorius og Andreas Kaas vandt priser for henholdsvis bedste kvindelige og bedste mandlige danser og koreografen Alessandro Pereira, der stod bag koreografien, som var med til at sikre de danske korpsdansere sejren, blev hædret for bedste koreografi.

- Det er aldrig nogensinde sket, at ét land har taget hele molevitten. Det er simpelthen fantastisk for danserne, balletten og hele kompagniet, siger balletmester Nikolaj Hübbe fra Toronto til b.dk.

Den Kongelige ballet dystede mod flere internationale sværvægtere, bl.a. American Ballet Theatre og engelske The Royal Ballet samt hjemmebanedeltagerne fra The National Ballet of Canada.

Det er 10. gang, der konkurreres om Erik Bruhn-prisen, opkaldt efter den danske balletdanser og koreograf, der var balletmester hos The National Ballet of Canada fra 1983 til sin død i 1986.

Deltagerne i konkurrencen er nogle af verdens bedste ballettalenter mellem 18-23 år.

De danske dansere imponerede med Kermessen i Brügge pas de deux samt den prisvindende moderne pas de deux »Traditional« af Alessandro Pereira.

»Traditional« har Danmarkspremiere i Jule-Hübberiet d. 15. december på Gamle Scene, naturligvis danset af Ida Praetorius og Andreas Kaas, der også frem til 16. december kan opleves i Tornerose på Gamle Scene.

BNB