Sangeren Ronan Keating skal være far for fjerde gang.

London. Hverdagen bliver snart ændret markant for den irske popsanger Ronan Keating og designeren og tv-produceren Storm Keating.

Fremover bliver vuggeviser, babypludder og bleskift en fast del af dagligdagen, da parret skal være forældre til deres første fælles barn.

Det afslører det kommende forældrepar i en udtalelse ifølge Daily Mail.

- Ord kan ikke beskrive, hvor overvældede af glæde, vi er. Vi føler os så velsignede over at tilføje endnu en lille Keating til familien. Med denne nyhed er det som om, at alle vores juleønsker går i opfyldelse, skriver parret.

Den tidligere Boyzone-stjerne mødte tv-produceren, da de begge arbejde på den australske udgave af X Factor. Mødet foregik den 17. august i 2010, og denne dato har ifølge de vordende forældre vist sig at være helt speciel.

Præcis fem år senere blev de nemlig gift, og på præcis den samme dato i år fandt Ronan Keating og Storm Keating ud af, at de skal være forældre.

Det er dog først nu, at parret har valgt at fortælle det i offentligheden, og barnets køn og terminsdatoen holder de fortsat hemmelig.

Den 39-årige sanger, der er kendt for hits som "If Tomorrow Never Comes" og "When You Say Nothing At All", har i forvejen tre børn fra sit tidligere ægteskab med Yvonne Connolly.

Parret blev skilt i starten af 2010, efter at det kom frem, at Ronan Keating havde haft en affære med danseren Francine Cornell.

/ritzau/FOKUS