Holdene bag "Krigen" og "The Look of Silence" er på vej til Oscar-uddelingen i Hollywood.

København: Ulasteligt klædt i et Dior-jakkesæt satte Pilou Asbæk sig for kort tid siden i en sort Cadillac Escalade sammen med instruktør Tobias Lindholm og resten af holdet bag "Krigen".

Om lidt går det nemlig løs ved Oscar-uddelingen i Hollywood, hvor den røde løber er rullet ud foran The Dolby Theater.

Ved prisfesten dyster "Krigen" i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film, men er oppe i mod storfavoritten "Sauls Søn" fra Ungarn.

- Hvis vores odds var højere, ville nerverne nok også være større, siger Pilou Asbæk.

Derfor handler det for ham også langt mere om bare at nyde den store oplevelse.

- Nu vil jeg egentlig bare gerne have det overstået, så jeg kan drikke øl med drengene. Vi skal gå abe-amok, og så må vi tage konsekvenserne i morgen, siger han og smiler.

Når han har taget turen ned ad den røde løber, er det ind i salen og få en drink i hånden, inden showet går i gang.

- Jeg skal bare fyre den af, der er ingen restriktioner, siger han.

Også instruktør Tobias Lindholm er ved godt mod inden showet.

- Jeg har det så godt, det her er jo kulminationen på en lang rejse. Solen skinner, og vi er nomineret til en Oscar. Jeg synes allerede, jeg har vundet, siger han.

Også holdet bag den danskproducerede "The Look of Silence" vil være til stede ved den prestigefyldte uddeling, hvor de er nominerede i dokumentarkategorien.

Producer Signe Byrge Sørensen kan godt mærke, at der er sommerfugle i maven.

- Der er alle mulige nerver lige nu, man tænker "når vi nu frem", og "bare vi ikke sidder fast i trafikken". Vi er virkelig spændte, siger hun.

Dokumentaren kan have en chance for at vinde, men spås hård kamp fra musikdokumentaren "Amy" om Amy Winehouse.

/ritzau/