Hvad hjertet var fuldt af, løb penslen over med. Han malede de fleste af sine elskerinder og ofte ret bizart. Picassos kvinder er med på Arken.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Øjnene sidder skævt og hun har to næser. Sådan oplevede Picasso sin elskerinde Dora Maar, når han kyssede hende. Pablo Picasso var begejstret for kvinder. En aldersforskel på 45 år gjorde ingen forskel. Han dyrkede kvinder ihærdigt, malede dem saftigt og surrealistisk med abstrakte penselstrøg.

Det påståes, at man kan se graden af hans forelskelse i portrætterne.

»I starten skildrede han kvinderne som søde og blide væsener. Jo skarpere de males, jo tættere er vi på forholdets afslutning,« siger museumsinspektør Lotte Lederballe fra Arken.

Hun er dog ikke helt overbevist om, at kærlighedsteorien holder, men hver kvinde fik sit helt eget udtryk, når hun gennem Picassos tolkende hånd kom ned på lærred eller papir. Nogle er malet dejligt indtagende, andre har en økse i hovedet og bryster, der ser ud som de er skruet på.

Pablo Picasso malede alt, hvad der omgav ham og klart nok også de kvinder, der altid var i hans nærhed. Både i sin ungdom i 1920erne og op til hans død som 91-årig i 1973, var det erotikken, der tændte gnisten i hans værktøj. Fra marts til oktober 1966, hvor Picasso er 85 år, laver han ikke mindre end 347 raderinger primært med erotiske motiver.

Lavstammet og viril
Man ved ikke, hvorfra hans store appetit på det modsatte køn stammer. Han er en lavstammet, men viril mand. I 1901 valgte han at male i sin moders navn. Det var hende, der hed Picasso, men det var faderen Jose Ruiz Blasco, der var hans store inspiration. Han var kunstmaler og kunstlærer på forskellige akademier i Spanien. Pablo havde et nært forhold til sine søstre Lola og Conception, den sidste døde tidligt.

Pablo Picasso levede fra sine helt unge dage et boheme-agtigt liv i Spanien. Da han bosætter sig i Frankrig i 1904 støder han ind i andre markante og frivole kulturpersonligheder, folk som forfatteren Gertrude Stein, kunstneren Matisse og komponisten Stravinsky.

»Den første af Picassos kvinder, man hører om, er Fernande Oliver, som sidder model for ham. Derefter følger Eva Gouel, som er den eneste, vi ikke har billeder af på udstillingen. I 1918 gifter han sig med Olga Kokhlova, som føder sønnen Paul. Allerede i 1927 er han hende utro med Marie-Thérèse Walter. Hun stod også model for ham og hun føder ham en datter, Maya. Sideløbende indleder han et forhold til Dora Maar. Hun var selv fotograf og tilhørte den surrealistiske gruppe i Paris. I 1943 møder han så Francoise Gilot, som han flytter sammen med i 1946. Hun føder ham to børn: Claude og Paloma. I 1961 er turen kommet til Jacqueline Roque, som bliver hans sidste kone,« siger Lotte Lederballe.

Pablo Picassos liv var ikke en ubekymret kædedans fra den ene partner til den næste. »Bruddet med Dora Maar var dramatisk. Hun fik et nervesammenbrud. Senere fik Jacqueline Roque rollen som den onde stedmoder, som ville forhindre Picassos børn i at få del i formuen,« tilføjer Lotte Lederballe. Måske blev det for meget for Roque, som i 1986 begik selvmord.