Skuespilleren Peter Mygind har ikke direkte erfaring med standard-dans, men han har til gengæld både danset jazz-ballet og Bournonville.

Det var Peter Myginds mor, skuespilleren og teater-direktøren Jytte Abildstrøm, der hyrede en jazzballet-danserinde.

- Det var, da jeg gik i anden klasse, at min mor hyrede en jazzballet-danserinde. Hun dansede jazz-ballet med nogle af børnene på vejen, fortæller Peter Mygind til bt.dk.

Han har også modtaget Bournonville-undervisning.

- Det var i to måneder, da jeg var tyve år, fortæller Peter Mygind.

Han siger også, at han altid har været en danseglad person, og det er derfor, han har sagt ja til at være med i 'Vild med Dans', hvor han danner par med Mie Moltke.

- Hun er meget kyndig og har vundet flere mesterskaber. Der er nogle stillinger, der skal overholdes, og det er vigtigt, når man skal danse standard-dans. Og det er det, jeg skal lære.

Peter Mygind håber, at han i hvert fald når et stykke vej i konkurrencen.

- Jeg vil gerne vise, at jeg både kan lave en rumba og en tango, som han siger.

piquet@bt.dk