Musikeren Karl William skal deltage i det populære musikprogram "Toppen af poppen" på TV2.

København. Den sjette musiker er blevet offentliggjort til den kommende sæson af "Toppen af poppen" på TV2.

Karl William, der vandt P3 Prisen i 2016, bekræfter nemlig sin deltagelse over for Metroxpress.

Den 22-årige musiker ser frem til at få sin musik endnu bredere ud, siger han til avisen.

- Fortolkningen af andres musik er en mulighed for at bevæge sig ud i en anden måde at navigere i musik, og det er inspirerende, forklarer han til Metroxpress og fortsætter:

- Jeg forventer, at det bliver sjovt og lærerigt, men jeg forventer også, at der kommer pres på - det er jo ikke hver dag, man skal filmes og dokumenteres så meget. Mest af alt glæder jeg mig bare vildt meget, siger han til avisen.

Også jazzsangerinden Caroline Henderson, popstjernen Burhan G, Hush-sangerinden Dorte Gerlach og musikerne Michael Falch og Søren Huus er annonceret blandt sæsonens medvirkende.

/ritzau/FOKUS