Gennem tiden har flere filmstjerner holdt takketaler med politiske budskaber ved oscaruddelingen.

Los Angeles. Natten til mandag dansk tid bliver de prestigefyldte oscarstatuetter igen uddelt til de største filmstjerner i Los Angeles.

Igennem tiden har flere Oscar-stjerner brugt uddelingen til at komme med politiske budskaber. I år ser det igen ud til, at showet kan blive præget af politik.

Eksempelvis har de instruktører, der er nomineret for bedste ikke-engelsksprogede film, fredag meddelt i en erklæring, at de tager afstand til en stemning af nationalisme og fanatisme, som de ser i USA.

Få et overblik over nogle af de mest bemærkelsesværdige Oscar-taler med politiske budskaber her:

1973:

Da skuespilleren Marlon Brando skulle modtage sin Oscar, sendte han i stedet en amerikansk kvindelig indianer. Hun fortalte, at han ikke ville modtage prisen i protest mod behandlingen af indianere på tv og film.

1978:

Vanessa Redgrave modtog prisen for den bedste kvindelige birolle og talte efterfølgende palæstinensernes sag. Hun havde forinden produceret en propalæstinensisk dokumentar og kaldte modstanderne af filmen for "en lille flok zionistiske bøller".

1993:

Skuespiller Richard Gere tog debatten om Tibet op, da han skulle introducere de nominerede i kategorien bedste scenografi. Han opfordrede Kina til at trække sine tropper væk og lade tibetanerne være et frit folk.

2002:

Halle Berry blev den første sorte skuespillerinde, som vandt en Oscar for den bedste hovedrolle. Hun vandt for sin rolle i "Monster's Ball". Hun brugte efterfølgende talen på at sætte fokus på sorte kvindelige skuespillerinder.

2003:

Da dokumentaristen Michael Moore vandt en Oscar for sin dokumentar "Bowling for Columbine", langede han ud efter præsident George W. Bush. Han klandrede blandt andet præsidenten for at ville starte krig i Irak.

2015:

Patricia Arquette vandt prisen for den bedste kvindelige birolle i filmen "Boyhood". Herefter brugte hun sin takketale på at tale om ligeløn for kvinder.

Kilde: Los Angeles Times

/ritzau/