Jonathan Demme er død af kræft 73 år gammel. Han har vundet en Oscar for filmen "Ondskabens øjne".

New York. Oscarvinder og instruktør Jonathan Demme er onsdag morgen død af kræft 73 år gammel.

Det bekræfter hans talskvinde Annalee Paulo i en meddelelse, skriver Reuters.

- Jonathan gik bort tidligt denne morgen i hans lejlighed på Manhattan, omgivet af sin kone, Joanne Howard og deres tre børn. Han døde af komplikationer som følge af kræft i spiserøret, siger hun.

Jonathan Demme er blandt andet kendt for at have instrueret filmen "Ondskabens Øjne" i 1991, som han har vundet en Oscar for.

Desuden instruerede han filmen "Philadelphia" i 1993, hvor Tom Hanks vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

I de senere år var den kendte instruktør også aktiv med at lave film. I 2015 instruerede han eksempelvis filmen "Ricki and the Flash" med Meryl Streep.

Han var også instruktør på koncertfilmen "Justin Timberlake + the Tennessee Kids" i 2016.

Den prisvindende instruktør efterlader sig konen Joanne Howard og deres tre børn.

/ritzau/